Vagn Jønsson - en sygehistorie eller en syg historie?

Det er ikke sygehusvæsnets skyld, vi bliver syge, men der skal et godt helbred til at være indlagt. Jeg føler, jeg er til for sygehusenes skyld - ikke omvendt! Min sygdom skal indpasses i systemet. Lang ventetid - og jeg har ikke tid til at vente, men en henvisning fra et sygehus til det næste kan tage op til 1 uge og falder udenfor garantien. Vi skal hele tiden skubbe på. Stress og usikkerhed. I denne BLOG forsøger jeg at resumere mine oplevelser i forbindelse med min alvorlige sygdom.

lørdag, maj 19, 2007

Vel ankommet til Marielyst kan vi heldigvis konstatere, at sommerhuset er helt som det skal være. 3 gode soveværelser og en alkove i stuen. Rigeligt plads til 8 voksne personer. 2 toiletter med bad. Det ene desuden med sauna og spa. I det ene soveværelse er der også solarium.

Hus, have og vejret er en positiv oplevelse, og kort efter ankomsten får vi endnu en. Kates telefon ringer – og der er en, som meget gerne vil se på vores båd. Desværre kan vi ikke fremvise den umiddelbart, så vi aftaler, at han kommer til Næstved på søndag.

Solen skinner, og Kate rigger hurtigt en havestol og solseng til, og vi finder de hynder, der hører til. Da det bliver lidt skyet og lidt koldere flytter vi indenfor og tager et hvil. Det bliver afbrudt af Sara, der ringer og fortæller, at hun har bestået teoriprøven med kun 2 fejl.

Senere tager vi en tur til stranden, hvor der er mere læ, og Kate dypper tæerne, selv om vandet er hundekoldt.

Nu er det aften, og jeg skal prøve at smage på den medbragte portvin.

Vi hygger os om aftenen med den medbragte video med Mifunes sidste sang – en sød og hyggelig film.

Tirsdag tager vi til Nykøbing, og på torvet nyder vi det gode vejr og en god kop kaffe, mens en gråspurv holder os med selskab og nipper af Kates brød.

Det gode vejr fortsætter, dog bliver det mere køligt. Vi tager igen til stranden.

Jeg er i boblebad hver eneste dag. Det gælder om at udnytte chancen, når den er der.

Onsdag aften tager vi ud at spise. En kæmpe stor wienerschnitzel og vi må begge give op på halvvejen.

Torsdag henter vi Naja i Nykøbing. Hun skal også inspicere sommerhuset, så hun kan vurdere om det er værd at satse på til sommer, og om hun kan medbringe sin kat. Vi spiser en lækker frokost på Larsens Plads, og hygger os nogle timer i sommerhuset inden vi kører sammen til Næstved. Naja skal selvfølgelig også prøve boblebadet inden vi tager hjem.

En succesrig uge i sommerhus i Marielyst.