Vagn Jønsson - en sygehistorie eller en syg historie?

Det er ikke sygehusvæsnets skyld, vi bliver syge, men der skal et godt helbred til at være indlagt. Jeg føler, jeg er til for sygehusenes skyld - ikke omvendt! Min sygdom skal indpasses i systemet. Lang ventetid - og jeg har ikke tid til at vente, men en henvisning fra et sygehus til det næste kan tage op til 1 uge og falder udenfor garantien. Vi skal hele tiden skubbe på. Stress og usikkerhed. I denne BLOG forsøger jeg at resumere mine oplevelser i forbindelse med min alvorlige sygdom.

lørdag, april 28, 2007

HURRA, det er vores bryllupsdag idag. 34 år, og den skal fejres sammen med hele familien for Aase har inviteret til fødselsdag. Det er ganske vist først Aases fødselsdag på mandag, men når vores børn skal komme langvejs fra kan vi jo ikke feste en mandag aften.

Når vi skal fejre både bryllupsdag og fødselsdag er der grund til at dele gaver ud til de fattige unger: Naja får et gavekort på 5.000 kr. til en krone hos tandlægen, Tor får et gavekort på 3.000 kr. til fælge og dæk på bilen plus 2.000 kr. til et tandlægebesøg, og Sara får et gavekort på 5.000 kr. til et tandlægebesøg og en seng, så hun og Michael ikke behøver at ligge på gulvet. I den sidste tid er det gået op for mig, hvor vigtigt det er, at tænderne er i orden.

Til lykke med fødselsdagen til Aase. Jeg skal desværre indlægges på Rigshospitalet til den 8. serie kemoterapi fra mandag til tirsdag – netop hvor Aase har fødselsdag.

Og mange gange til lykke med bryllupsdagen. Vi skal ud at købe gaver til os selv. Jeg skal have nye bukser for jeg har efterhånden tabt mig så meget, at min bagdel er blevet helt flad, og alle mine bukser har hængerøv. Kate skal have en cykelhjelm for hun racer af sted på den el-drevne cykel, og hun skal nødig komme til skade, så hun har nødtvungent accepteret hjelmen (men jeg får hende nok ikke til at trække i cykelshorts).

HURRA – HURRA – HURRA.

Nu er der også kommet endelig besked fra pensionskassen, om hvordan jeg skal forholde mig i forbindelse med pensioneringen. Om aflevering af skattekort, om hvad jeg må og ikke må osv., og det ser ud til at være, som jeg har fået oplyst fra fagforeningen, bortset fra at jeg ikke må indgå i et nyt ansættelsesforhold med tjenestemandspensionret. Det skal jeg lade være med.