Denne gang foregår samtalen på Rigshospitalet med professor Heine og sygeplejerske Mette. Det er betryggende, når en af professorerne er til stede ved undersøgelse og samtale. I det hele taget er det rart at møde kendte ansigter i behandlingen. Sygeplejerske Mette tog venligt imod mig, og jeg fik anvist min seng. Imens finder Kate en p-plads til bilen, så hun har svært ved at finde mig, da hun dukker op på afdelingen.

Min medpatient har hele familien på besøg, så Kate og jeg sætter os på gangen og læser i de mange gratisaviser, mens vi venter på konsultationen med professoren, og det varer heller ikke længe før sygeplejersken foreslår, at jeg går til EKG og blodprøvetagning i stedet for at vente på laboranten – så går tiden med det. Det gør vi så. Kate køber p-billet og sikrer os, at vi ikke får 510 kr. i bøde oveni.

Da vi kommer tilbage til afdelingen er professorens stuegang nået til min medpatient, så det varer kun ganske kort tid før, vi bliver vist ind i undersøgelsesværelset af professoren, der starter med at spørge til mit velbefindende. Herefter undersøger han svulsten i min venstre skulder. Undersøgelsen og de tidligere scanninger viser, at kræften er ” i ro”, og det giver mening at fortsætte kemobehandlingen. En positiv meddelelse. Derfor gøres klar til 3 serier kemoterapi ekstra, men hvor dosis reduceres yderligere. Nu skal jeg spise 2 gange 2 piller om dagen i stedet for 3 gange 3. Samtidig aftrappes binyrebarkhormonen langsomt og graddvis med 5 mg efter 14 dage, når alle kemopillerne fra den kommende serie er spist. Herefter får jeg den ekstra dosis binyrebarkhormon, der er forbundet med starten på kemobehandlingen, og jeg vejes til 86,4 kg – nogenlunde det samme som for en måned siden.

Og så er det hele overstået for i dag – inden frokost, hvor Kate og jeg deler en portion fiskefilet med pommes frites og salat i caféen, inden hun kører hjem. (Kate må jo ikke spise af patienternes mad på afdelingen.) Resten af dagen hygger jeg med min computer, og snakker med min hyggelige medpatient til et stykke ud på aftenen.

Da jeg spiser binyrebarkhormon i større dosis end normalt ved opstart af kemobehandlingen og meget senere på dagen, får jeg en sovepille, og jeg skal love for den virker. Jeg kan slet ikke huske, at jeg er faldet i søvn og vågner først kl. 7:50 tirsdag morgen.

Kemobehandlingen kommer lidt sent igang, ca. kl. 11:30, sygeplejerske Mette virker effektiv, og behandlingen er alligevel helt færdig lidt før kl. 14, så jeg kan gå ned og møde Kurt, der har lovet at hente mig. Alt klapper og jeg kommer ned få minutter før Kurt. Vi kører til Ishøj og ankommer kort tid før både Kate og Gledis, hvor vi har en hyggelig eftermiddag, og slipper for eftermiddagsmylderet på køreturen hjem.