Måske giver det alligevel visse fordele at have tilknytning til Rigshospitalet. I går var vi til konsultation på grund af mine smerter i venstre skulder, og selv om lægerne allerede havde forudset, at strålebehandling nok er løsningen, så blev det pointeret, at der kan være op til 4 ugers ventetid. Mens vi er til stede bliver CT-scanningen, der oprindelig var planlagt til sidst i marts rykket en måned frem til mandag den 26. februar. Samtidig synes vi begge, at den besked vi får, ikke svarer til det vi fik at vide i januar, og det som fremgår af journalen. Og vi spørger flere gange om vi taler om de samme scanninger. Der ud over bliver konsultationen brugt til undervisning i indtagelsen af den smertestillende medicin med besked på, at jeg ikke skal spare på Panodilerne. Så ud over fremskyndelsen af CT-scanningen, og udsigterne til 4 ugers ventetid på strålebehandling er besøget ikke den store succes, bortset fra æblekagen hos Jytte og Jørgen, som vi besøgte på hjemvejen. (Og så ser medicinen ud til at virke, hvis jeg følger de nye henvisninger. Jeg sov igennem uden smerter.)

Men fra i går til i dag lykkes det for Riget at trylle, for Kate får en telefonopringning fra Strålehallen, der oplyser at jeg kan komme til den indledende undersøgelse allerede nu på mandag, hvor strålekanonen skal indstilles og tatoveringerne skal foretages mv., således at selve strålebehandlingen kan begynde på onsdag, hvor der venter 5 omgange stråler, formentlig onsdag - fredag plus mandag - tirsdag. Og så hurtig behandling siger man ikke nej tak til.

Det er tydeligt, at jeg nu er midt i pilleperioden af kemobehandlingen, hvor det kniber med appetiten, men nu ved jeg også, at det går op ad igen, når pillerne er spist på tirsdag. I sidste serie holdt jeg vægten uden at tabe mig, så det fortsætter sikkert, hvis bare jeg gør en indsats, spiser hvad jeg kan og kommer ud, når vejret ikke er for dårligt.