Nu er 4. serie kemoterapi iværksat. Mandag begyndte jeg med nyreundersøgelse, hvor jeg først får taget en blodprøve. Herefter sprøjtes noget væske ind i årerne og 3 timer efter tages en ny blodprøve, hvor det kan ses, hvor effektivt nyrerne er renset for væsken. Herefter fik jeg taget EKG og nye blodprøver i et andet laboratorium. Endelig går vi til afdelingen, hvor vi er tilsagt, men de har ingen sengeplads til os, så jeg er flyttet til en anden afdeling i en af de pyntelige gamle rødstensbygninger på den modsatte side af byggeriet med den kommende strålehal imellem. Vi tror, vi kan få et tidspunkt til samtale med en lægen, men nej – tag lige plads og vent på lægen. Vi venter og venter! Kl. 12:55 skal jeg være tilbage til laboratoriet der skal tage den 2. blodprøve, hvor det kan måles om nyrerne renser tilstrækkeligt. Lægens samtaler med andre patienter og stuegangen trækker ud. Vi gør gentagne gange opmærksom på tidsproblemet. Det ender med at en sygeplejerske ringer til nyrelaboratoriet og får udsættelse i ½ time. Da lægen kommer, kan vi blot sige, at nu er vi nødt til at gå, men at vi kommer tilbage straks, når den 2. blodprøve er taget, for vi har flere temaer, vi meget gerne vil samtale om, og så går vi. Det havde været smartere, hvis vi havde brugt tid på at spise frokost og få taget blodprøver inden samtalen med lægen. Tilbage ter flere il samtalen – den er der imidlertid intet i vejen med. Den er grundig og der gode budskaber: 1. Kemoterapien virker. De svulster, der kan måles på er reduceret til halv størrelse. Der er foretaget CT-scanning af mit hoved på Næstved sygehus, men den siger ingenting. Derfor bestilles en MR-scanning, som er mere præcis og som i sin tid fandt de oprindelige metastaser i hjernen. Metastasen, der er bestrålet i nakken mærker jeg ikke noget til, og det er godt tegn. De eneste smerter, jeg har, kommer fra en svulst i venstre skulder, men den bliver også angrebet af kemoterapien. Så alt i alt positive resultater, som giver god grund til at fortsætte med yderligere 3. serier kemoterapi á 75%. Det slås samtidig fast, at kræften ikke forsvinder helt, men den kan begrænses og holdes i ave.
Det næste punkt er mit arbejde. Selandia har tidligere skrevet til mig og anmodet mig om en lægelig udtalelse til Helbredsnævnet for tjenestemænd. Her lyder svaret fra overlægen, at det er sædvanlig praksis at sende kopi af min journal, og at helbredsnævnet har en lægekonsulent, der hjælper med vurderingen af journalen, så det går helt ”af sig selv”, når journalen er sendt.
Overlægen synes, det er en god ide at tage til Sydspanien, og mener ikke, der vil være problemer med rejser inden for EU og heller ikke de Kanariske øer, specielt ikke når der er dokumenterede forbedringer af min tilstand. Vi aftaler at få også den sidste del af journalen, som er resultatet af vores samtale inden jeg tager hjem tirsdag eftermiddag.
Jeg overnatter på Riget og Kate kører hjem, så vi ikke behøver at stå op kl. 06 og køre hjemmefra kl. 07. Jeg kan stå op, når jeg vågner og starte på kemobehandlingen kl. 09, som planlagt.
Men lidt før kl. 09 er der igen problemer. Den ene kemoblanding er trods vores udtrykkelige besked blandet i sukkervand i stedet for saltvand. Apoteket påstår hårdnakket, at det ikke kan lade sig gøre. Det er ikke muligt at få fat på en læge. Endelig lykkes det at få en farmaceut til at sige god for blanding med saltvand. Den eneste begrænsning med saltvandet er begrænset holdbarhed til 24 timer. Men tiden den går, og nu får jeg den første kemo kl. 11.30. Vi ender med at køre hjem hen ad eftermiddagen, og Kate når vist sit møde nogenlunde rettidigt. Det er søde mennesker alle sammen, men organiseringen kan forbedres væsentligt.