Nu starter der snart en ny omgang kemoterapi. I morgen står den på undersøgelse med EKG, blodprøver og samtale med professoren. Fredag starter selve behandlingen, men da jeg føler mig godt tilpas, er der nu også plads til en god historie.
I sidste uge var det helt anderledes. Da lå jeg på gangen på Næstved sygehus, appetitløs og svimmel. Der var trængsel – derfor var min plads på gangen. Patienter og pårørende spadserede forbi. Ved siden af sengen havde jeg et stativ med påmonteret saltvandsdrop, og på selve sengen var der et stativ, som bruges til at rejse eller hejse sig op i. På dette stativ havde Kate parkeret min paryk. Imens kom en lille dreng forbi med sin far. Han bemærker parykken og mit næsten hårløse hoved, og hvisker chokeret: ”Se far, han har fået taget håret af!”.