Manglende appetit og træthed er kendetegnende for den nuværende periode med nedtrapning af binyrebarkhormon. I torsdags den 2/11 gik det meget godt med at spise frokost hos Jytte og Jørgen. Tre retter: Fisk, steg og dessert. Det var lækkert, men til aften ingen ting. Det var noget sværere, da jeg var ude at spise med Claus om fredagen. Det lykkedes at spise en stor halv sandwich med tunmousse og en kage med marcipan, frugt og flødeskum. Lørdag klarede jeg lige en omgang frokost med groft brød og rejesalat, men aftensmaden med lam provencale kunne jeg ikke få ned. Det er gået nogenlunde med morgenmaden, hvis jeg når at spise en kvalmestillende pille et times tid eller to før vi skal spise. Det samme gentager sig i dag, hvor vi har sovet meget længe. Jeg kan ikke bare sætte mig til morgenbordet og spise og drikke, når jeg står op. Lørdag og søndag tiltager trætheden mere og mere, og jeg sover næsten konstant.
Trætheden er formodentlig dels et resultat af den ændrede medicinering og dels af den manglende appetit. Jeg håber på, at jeg kan få hjælp til styre medicineringen bedre, når vi skal på Riget på torsdag.
Mandag den 13/11 kontakter Kate Rigshospitalet, der får mig indlagt på Næstved sygehus, der begynder med at kontrollere blodsukker, temperatur og giver mig saltvand i drop. På grund af feber røntgenfotograferes mine lunger for at udelukke lungebetændelse. Og det går faktisk rigtig skidt på Næstved sysgehus. Onsdag prakkes jeg tillige sondekost på. Sondekost er kunstig ernæring, der tilføres gennem en lille gummislange igennem næsen og videre ned til tolvfingertarmen. Det er ikke særlig behageligt at få slangen proppet ned. Det er tilsyneladende det bedste tilbud Næstved sygehus kan til tilbyde mig. Sonden sættes på plads omkring kl. 13, men først kl. 17 ca. tages den i brug, og der skal bruges 1 time til de første 25 ml. Torsdag morgen den 9/11 skal jeg møde på Rigshospitalet kl. 9.00. et meget ubelejligt tidspunkt. Kate henter mig kl. 6.45 på sygehuset, og så skal vi gennem mylderet på syd- og køgebugtmotorvejen. Jeg sidder med sonden gennem næsen, og det bliver mere og mere ubehageligt og kvalmende. På grund af kø på motorvejen kommer vi trods vores tidlige kørsel fra Næstved for sent til Rigshospitalet, og jeg går alene til afdelingen, mens Kate finder plads til bilen.
Jeg mødes straks af en sygeplejerske og en sygeplejerskestuderende, der anviser mig en seng. Sygeplejersken meddeler straks, at den sonde vil hun meget gerne pille ud, hvis lægen og jeg er enige. Jeg kan ikke være mere enig! Da Kate kommer tilbage får vi den mest grundige samtale med den sygeplejerskestuderende og sygeplejersken. En grundighed, der fortsætter under stuegangen, hvor lægen suppleres af en lægestuderende, der skal lære noget om undersøgelse af maveregionen – min mave – og det går vist ikke helt korrekt for sig.
Al ros til sygeplejerskestuderende Anne Mette, sygeplejerske Lena og lægen for deres grundighed og den støtte de alle tre giver ved modtagelsen og undersøgelsen. Sonden blev selvfølgelig fjernet straks, og jeg får tilbudt jævnlige besøge af ”ernæringspatruljen”, med gode tilbud på ernæringsrigtig kost, inklusive smagsprøver på diverse energirigtige proteindrikke. Formiddagen fortsætter med den sædvanlige blodprøvetagen og om eftermiddagen kommer ”ernæringspatruljen” gentagne gang med ikke særlige sunde ernæringstilbud. Det drejer selvfølgelig om proteindrik, men også om marcipanbrød, jordbæris, kage osv., som det lykkedes at indtage foruden både frokost og aftensmad. Trætheden og den manglende appetit svinder langsomt takket være ”ernæringspatruljen”, og jeg tilbydes et forlænget ophold weekenden over af sygeplejerske Lena med et ernæringskursus og eventuelt et besøg af en diætist. Kate og jeg takkede straks ja tak, og her sidder jeg nu og skriver på min blog.
Torsdag bliver en rigtig god dag, og sådan går det også fredag, hvor selve kemobehandlingen starter. Det er sygeplejersken Ditte, der giver mig behandlingen. Ditte stod for også for den første behandlingen, og bortset fra lidt koks med nålen, går det som det skal, og behandlingen er overstået før frokost, når Kate ankommer. Jeg får en lille lur under den sidste halvdel af behandlingen. Nu glemmer jeg helt at morgenmaden går strygende – 3 stykker brød, lige fra det fine til grove, med både smør og marmelade. Frokosten er mere sparsom, men om eftermiddagen fortsætter jeg de gode takter med kage, frugt og proteindrik, mens Kate endnu er til stede. Og fredag aften er det jo Mortens aften, så vi får andesteg med tilbehør og til dessert i form af varm æbledessert med flødeskum. Ren opfedning!!! Men det går helt klart fremad. En enkelt gang må jeg ty til 6 enheder hurtigtvirkende insulin. Lørdag går det igen godt med spisningen. Jeg får besøg af Kurt, Naja og Ole samt Jørgen. Aftenen slutter med flæskesteg. Nu er det søndag, og jeg er hjemme igen.