Kemopillerne svinder hurtigt i pakken, og torsdag morgen skal jeg tage de 3 sidste. Jeg har stadig ikke bivirkninger ud over træthed, tyndere hår og af og til svigtende appetit, som jeg forsøger at forebygge med kvalmestillende piller – altså den svigtende appetit. Det er i det hele taget svært at mærke forskel på før og under kemoterapien. Er det godt eller skidt. Virker pillerne? Er dosis for lav, når bivirkningerne er så få? Med beskrivelserne af alle de mulige bivirkninger jeg kan risikere, slipper jeg meget nådigt, men kan det virkelig være rigtigt. På fredag skal der tages blodprøver på Næstved Sygehus til kontrol af, hvordan mit blod har klaret den første serie kemoterapi. Hvornår disse blodprøver får konsekvenser for den fortsatte behandling, ved jeg ikke. Vi har flere spørgsmål end 10 til professoren på Rigshospitalet, når jeg vender tilbage i november, og vi skal ringe dertil inden torsdag, for binyrebarkhormonerne spøger igen? Skal jeg fortsætte med den reducerede dosis, når jeg stopper med kemopillerne, eller kan jeg stoppe helt. Det er rart, hvis jeg kan slippe af med både kemopiller, kvalmestillende piller, binyrebarkhormon og insulin samtidig, for blodsukkermålingerne 4 gange og insulinindsprøjtning 1 til 2 gange om dagen hører selvfølgelig også med til bivirkningerne. Det havde jeg nær glemt.