Det fungerer bare på Rigshospitalet. Til undersøgelserne tirsdag er vi lidt forsinket på grund af trafikken. Vi skal være der 9.15, men på dette tidspunkt holder vi ved Hillerødgade/Nørrebrogade. Ikke langt fra Riget, men Kate ringer til afdelingen og melder vores ankomst om 10 minutter. Det viser sig at tage lidt længere tid, så jeg sættes af ved opgang 4, og Kate kører videre for at finde en p-plads. Da Kate finder mig, er jeg færdig med den første blodprøve og indsprøjtning af kontraststof til nyreundersøgelsen. Jeg skal først komme tilbage kl. 13, hvor der tages en ny blodprøve. I den kan det måles om nyrerne har udskilt tilstrækkeligt af det indsprøjtede stof og dermed fungerer tilfredsstillende forud for kemobehandlingen. Vi går umiddelbart videre til EKG, hvor hjertets funktion skal kontrolleres. Dagen før har vi fået et tip om, at i forbindelse med EKG-undersøgelsen kan jeg også få tages blodprøver til blodtypebestemmelse, blodprocent osv. Igen kommer jeg til med det samme – og ganske rigtigt får jeg taget blodprøverne samtidig med EKG.
Nu har vi bare at vente til kl. 13, og vi tiden fordriver i et behageligt venterum for ambulante patienter. Jeg har selvfølgelig iPOD’en og mine nye Asterixbøger med, så tiden går hurtigt – og så spiser vi frokost ind imellem.
Præcis kl. 13. tages den sidste blodprøve til nyreundersøgelsen, og vi kan køre hjem igen. Men der er endnu ikke fastsat en endelig dato for, hvornår jeg skal starte på kemoterapi?
Både til frokost og til aften gør jeg alt, hvad jeg kan, ved mit vægttab, for appetitten fejler ikke noget. Det koster så også 2 gange hurtigtvirkende insulin.
Og så kommer jeg lige i tanke sygeplejerskens ord fra i mandags. Hun sagde noget i retning af, at jeg skal fritages for ansvaret for så mange opgaver som muligt, når jeg får kemoterapi, og vi skal sige ja tak til alle tilbud om hjælp. Men jeg tror ikke hun opfordrede til ansvarsløshed – eller gjorde hun?