I dag er det Saras fødselsdag – hurra, hurra, hurra. Jeg sender hurtigt en sms, når jeg vågner kl. 6.45. Hun er allerede på vej fra Silkeborg til arbejdet i Århus. Sms’erne vækker hurtigt Kate, som synger fødselsdagssang over mobilen. Det er nu praktisk med alle fødselsdagene i september, og med kun én komsammen for alle tre generationer i morgen.
Strålebehandlingens bivirkninger er begyndt at vise sig – tror jeg. Håret er begyndt at falde af i totter. Jeg har lidt kvalme, nakke og skuldre værker, og jeg har ondt i halsen og måske også lidt hovedpine, som jeg tror stammer fra strålerne. Måske er der behov for andet end Panodil til at stille smerterne, specielt om natten. Håret mærkes meget besynderligt, fedtet, fladt og dødt, og det er som om hårrødderne ”er ømme”. Mon skægstubbene også falder af? Det bliver spændende, hvad der sker i brusebadet.
Bivirkningerne fra binyrebarkhormonerne aftager langsomt. Blodsukkeret er ikke længere så højt om morgenen: I går 3.3 i dag 5.7, men det stiger fortsat over dagen. Jeg kan nøjes med 20 enheder langtidsvirkende insulin, og i går tog jeg en enkelt gang 4 enheder hurtigtvirkende før aftensmaden. Jeg har stadig klumpfod, tyrenakke og måneansigt, men fødderne er blevet lidt mindre – synes jeg!
De to sidste dage er bare gået, og en stor del af tiden med hvile – og træthed. Henrik var på besøg onsdag, og jeg var alene torsdag, mens Kate var på arbejde.
Om eftermiddagen i går ordnede Tor kablingen til surroundhøjttalerne. Ledningerne har ligget og flydt på gulvet i lang, lang tid. Dejligt at de endelig er gemt ad vejen i kabelskinnerne. (Det er et arbejde, som jeg efter sigende skulle have lavet for 1 år siden.)
For resten modtager jeg stadig fra tid til anden e-mails fra mine internationale studerende med ønsker om god bedring, og torsdag er ingen undtagelse i den anledning, og det er fortsat en fornøjelse at besvare disse personligt.
Mona sender også en hilsen med mere direkte spørgsmål til min sygdom, som jeg forsøger at besvare, så godt som jeg kan.