Her til morgen vågner jeg helt tør i munden og med kvalme. Heldigvis har jeg en kvalmestillende pille med hjem fra sygehuset sammen med alle de andre piller. Prednisolon (binyrebarkhormon) til at dæmpe eller dræne hævelsen i nakken i forbindelse med svulsten og strålebehandlingen, Pamol til af tage smerterne i nakken, MiscardisPlus til mit forhøjede blodtryk. Senere skal jeg på sygehuset og have hurtigtvirkende insulin Actrapid, som kompensation for sukkersygen, der er en bivirkning ved Prednisolon. Pantoloc til at reducere mavesyren, hvor modersvulsten sidder, næh den har jeg ikke fået – det er nødvendig at holde styr på sit medicinskab.
I dag når jeg at deltage i stuegangen, og jeg får talt med overlægen, der mishandlede mig med kikkertundersøgelsen – gastroskopien. Han foreslår at jeg bliver på Næstved sygehus hele dagen i morgen, så medicinerne kan se på mig og få styr mit blodsukker. Han lover i øvrigt at supplere med mere smertestillende medicin til natten, så jeg kan være helt smertefri i nakken fra kl. 20 til kl. 8.
Så af sted til Strålehallen, og nu er det ærgerligt, at jeg i går roste personalet for deres præcision osv., for helt så godt går det ikke i dag. Det er måske bare en Tycho Brahes dag. Det går glat, når vi ankommer en halv time for tidligt. Jeg kommer til med det samme, og så går indstillingen af apparat nr. 7 i gang, men måske er det for meget, at jeg har taget kameraet med, og Kate fotograferer. Da personalet skal ændre stråleindstillingen fra den ene side af mit hoved til den anden, bliver indstillingen ikke korrekt. Jeg kan mærke det og overvejer, om skal række hånden i vejret, som er den aftalte måde at markere ”der er noget galt”. Men jeg tænker, de ved nok, hvad de gør. Det gør de bare ikke, men hurra for edb-teknologien – pyha. Apparatet kan slet ikke stråle, hvis indstillingerne ikke er korrekte – apparatet er heldigvis programmeret til at stråle i en ganske bestemt indstilling, og kun der. Så en af sygeplejerskerne kommer ind og retter mit leje og strålekanonen ind, så behandlingen kan forsætte på reglementeret vis. De havde i stedet ramt indstillingen for scanningen af mit hoved. Hvis det sker en anden gang, så vil jeg række hånden op uanset hvad, for tænk hvis der er fejl i programmet – det har jeg jo hørt om før.
Tilbage til Næstved sygehus, hvor jeg får målt blodsukkeret til 3.6. Det betvivler vi begge. På vejen hjem har jeg spist et ordentlig måltid med Kentucky Fried Chicken på Roskildevej i Rødovre, og på vejen derind har jeg spist to frikadeller fra Bilka. Der må være et eller andet galt. Bipperen på blodsukkermåleren skal også have temmelig meget blod fra mit øre for at blive aktiveret. Sygeplejersker prøver med noget nyt blod fra det andet øre, men denne gang kommer der slet ikke noget bip. Hun henter en ny måler og den siger i stedet 22,6, og jeg får 8 streger insulin. Den første måler bliver sendt til reparation.
Kl. 18, hvor vi ankommer lige midt i sygeplejerskernes middagsmad, får jeg af det tilstedeværende aftenpersonale, den sædvanlige gode service med blodsukkermåling, insulin og udlevering af anden medicin. Jeg har desværre ikke noteret deres navne endnu.