Torsdag formiddag kommer Gledis og Kurt med morgenbrød. Kate tager på arbejdet. Med alle besøgene er det snart en del af hverdagen at starte med frisk morgenbrød – den del af min sygdom kan jeg godt vænne mig til. Jeg har hørt at binyrebarkhormon styrker lysten til søde sager, og det er jo en god undskyldning. Gledis har også bagt en squashkage, for noget sundt skal jeg da have. Computere er ikke Kurts stærke side, så han har ikke tidligere fulgt med i min blog. Kurt vil hellere ringe og snakke. Jeg har stadig talebesvær. Kurt er halvdøv og bruger ikke sine dyrt indkøbte høreapparater. Han er bange for at tabe dem. Det bliver morsomt, den dag vi prøver at gennemføre en telefonsamtale, men jeg kommer uden tvivl til telefonen, når han ringer. Det er en hyggelig formiddag, hvor vi snakker om mange ting, om gamle dage, og slutter af med en slentretur igennem byen og et historisk besøg i Skt. Peterskirken. Og jeg kan bekræfte Kurt i, at der af og til kommer en pæn damecykel forbi i krydset, som kan ses i udsigten fra vores store vinduer.
Fredag morgen tager vi af sted kl. 7. I dag er der det første seminar på Århus Universitet i forbindelse med den del af min masteruddannelse, som jeg forsøger at gennemføre her i efteråret. Jeg tænker en del på, hvordan det vil være at møde op med talebesvær og hul i hovedet. Emnerne er Web-brugbarhed og Menneske-maskin-interaktion. Der er en gæstelærer, og jeg holder til første forelæsning, frokosten og halvdelen af øvelseslektionerne. Forhåbentlig får vi adgang til hendes plancher på et senere tidspunkt. Hovedindholdet i emnerne er metoder eller rettere tommelfingerregler for design og afprøvning af Websteder. Tommelfingerregler bliver let noget ”luftige”, og undervisningen bør derfor fokusere på anvendelighed, struktur og præcision. Det gør plancherne vist også, men gæstelæreren sludrer for meget, og plancherne bliver udvandet. Og jeg må sande, at det er svært med mit talebesvær, at deltage aktivt undervisningen – at stille spørgsmål og diskutere. Med så få studerende kan vores aktivitet højne kvaliteten i undervisningen. Måske netop derfor mistede jeg gejsten under øvelserne. Når vi nu er Århus, har vi selvfølgelig også en aftale Kaj, og vi drager til eftermiddagskaffe i Egå forsynet med en rigtig wienerbrødsstang med både remonce og creme til den søde tand. Vi kigger på nogle af Kaj flotte fotografier af frisurer (på smukke kvinder) fra hans tid som fotograf, og snakker om Kates og Kajs rejser til Australien – og håndteringen af de eventuelle problemer, der kan opstå pga. min sygdom. Som I mange andre tilfælde tror jeg, at det er godt, at jeg bliver vist frem. Kaj gentager i hvert fald flere gange: ”Du ser vel nok godt ud!”. Det er opløftende for os begge. Der kommer nogle ordentlig skybrud, mens vi sidder i havestuen – så kraftige at vi på et tidspunkt næsten ikke kan tale sammen, og da regnen ser ud til at stilne af, kører vi hjemad. Vi skulle selvfølgelig også have besøgt Sara, men om morgenen havde jeg følt en snert af forkølelse, og Sara lå i sengen med en, så jeg turde simpelthen ikke udsætte mig for yderligere risiko. Kate og Tor har begge haft en ordentlig omgang. Jeg er – 7, 9, 13 – heldigvis gået fri indtil videre, og vi kører fra Århus.
Selv om det er en lang køretur i bil frem og tilbage, så nyder jeg den i fulde drag. Jeg kan jo bare sidde og slappe af, mens Kate kører.
Hjemme er der desværre stadig ingen indkaldelse til Rigshospitalet, men der er kommet en hilsen fra min chef John, der oplyser, at min ferie er suspenderet fra indlæggelsestidspunktet, så jeg får ”godskrevet” 2 ugers ferie til afholdelse på et senere tidspunkt. I det hele taget kan både Kate og jeg kun takke for overordentlig god og hensynsfuld behandling af vores arbejdspladser, såvel af arbejdsgiver som kolleger.