Det er tid for beslutninger, så mine forpligtelser mindskes og min behandling sættes i system.
Tiden nærmer sig 1. september, hvor jeg skal genoptage mit masterstudie i Århus. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal færdiggøre den igangværende pakke Webapplikationsudvikling på Århus Universitet, hvor jeg kun mangler 1 ud af 3 fag. Her til morgen, kl. 05.30 er der kommet en e-mail med litteratur og plan for det første seminar. Et underligt tidspunkt? Men jeg er jo også ofte gået tidligt i seng og udskudt den sidste forberedelse til tidligt næste morgen! Den nye fagpakke IT-projektledelse på Handelshøjskolen i Århus har jeg imidlertid frigjort mig fra og prioriterer ressourcerne på at blive rask. Samtidig har Handelshøjskolens administration af denne pakke allerede irriteret mig. For det første er pakken annonceret til pris på 15.000 kr., og det er i og for sig ok, men oplysningerne om merudgifter til ophold og litteratur bliver først præciseret med optagelsesbrevet. Merudgifter ved internering, der beløber sig til ca. 10.000 kr. Dernæst foregår interneringen i Ålborg og Silkeborg, og mødetiden er fastsat så tidligt at sjællændere faktisk er nødt til at ofre en ekstra overnatning. Endelig inviteres jeg ved optagelsen til et ekstra seminar, der falder sammen med et seminar i Webapplikationsudvikling, der er annonceret for lang tid siden. Det tegner ikke godt for undervisningen i en fagpakke, hvor planlægning er et centralt element! Selv om IT-projektledelse er et meget interessant fagområde, har jeg det bedst ved at spare på kræfterne i den nuværende situation.
Jeg håber til gengæld, at jeg er i stand til at fastholde engagementet i det projekt, jeg skal gennemføre i Webapplikationsudvikling, og at det kan holde mig i gang i den spændende faglige udvikling, som jeg startede på i foråret. Det gør så ikke så meget, hvis jeg er nødt til at springe tidsrammen og eventuelt ansøge om sygeeksamen, når bare det skyldes fremdrift i min behandling.
På det økonomiske område ser det lovende ud. Min ansøgning om udbetaling af erstatning for kritisk sygdom er godkendt.
Samtidig undersøger vi, om det er muligt at få eftergivet resten af min studiegæld, som jeg ragede til mig i 1980’erne. Og nu kan jeg ikke lade være at blive lidt politisk for – det er utroligt, at jeg i så høj en alder stadig må betale på det enorme tilskud, som V, K og R fra 70’erne tog fra de fattige studerende og gav til de rige banker i en lang årrække i liberalismens navn. En vaskeægte omvendt Robin Hood. Med 20% i rente p.a. i 80’erne var studielån dyrere end billån og uden risiko for bankerne, lånet var jo statsgaranteret. Det var nærmest tyveri, som vi stadig lider under. På trods af tilskud og delvis eftergivelse er mit lån på ca. 180.000 kr. blevet om et år tilbagebetalt med omkring 1.000.000 kr. Spørg mig lige om jeg nogensinde har stemt på de pågældende partier. For at sætte tingene i relief købte vi i 1989 et stort rødt hus på landet for 425.000 kr.
Endelig har jeg bedt Michael om hjælp til tolkning af beskatningsreglerne ved tidlig udbetaling af min pensionsopsparing, som på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside fremstår som gunstige ved kritisk sygdom.
Alt i alt bliver det til en større formue, men det er nu en kedelig baggrund at skabe en formue på. Selv om det vil være rart at komme af med båden, så er den ikke et økonomisk problem – det har den for så vidt aldrig været, men det vil være rart at sælge den inden vinteren, så vi ikke at skal tænke på optagning, konservering osv. – for vi kommer nok ikke til at sejle mere i år.
Uanset hvad, giver det ro i sindet at undersøge og tilrettelægge økonomien på bedst mulige måde, når der er alternativer, og orden i økonomien giver også nye muligheder.
Men de væsentligste beslutninger kan jeg ikke træffe selv – de er overladt til min sygdom og overlægerne i sygehussystemet! Det er de beslutninger, der handler om min fremtidige behandling – og det er de beslutninger, jeg venter på hele tiden. Eller rettere det er de konkrete handlinger af lægernes beslutninger, jeg venter på, og i ventetiden stiger usikkerheden – næsten til det uudholdelige. I eftermiddag skal vi til møde med en kirurg fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Næstved sygehus, og selv om mødet er ventet med længsel, tør jeg næsten ikke at gå derover. Før den første operation måtte jeg vente fra fredag eftermiddag til den efterfølgende tirsdag – i 4 dage, hvor jeg blev præsenteret for en plan og blev opereret allerede om torsdagen. Det føltes dengang som en uendelighed. Nu har jeg ventet på analysen af den bortopererede svulst i 7 dage, efterfulgt af yderligere 4 dage for at få resultatet oplyst og dernæst 9 dage på en samtale med den kirurg, der skal vise vejen fremad. Det giver en samlet ventetid på 20 dage, hvoraf de 13 bare er gået – slugt af ”væsnet”. Det går mig på, og jeg håber virkelig, at vi i eftermiddag får præsenteret en konkret og handlingsorienteret plan, så jeg ikke behøver at skrive om disse frustrationer igen.