Af en eller grund er jeg kommet ovenpå på igen. Mandag var barsk, og ventetiden i weekenden var ikke noget at råbe hurra for. Men ved besøget på Næstved sygehus og hos lægen i går fornemmer jeg, at noget lykkedes – at der snart kommer gang i undersøgelser og behandling.
Heldigvis kommer der nye tilbud om besøg fra familie og venner, og hilsnerne strømmer ind i form af parkerede blomster foran døren fra Kates kolleger og mails fra Australien fra dem Kate skal besøge til oktober i Perth. Hilsnerne er sikkert lige så meget til Kate som til mig. De savner hende helt sikkert. Med hensyn til Australiensrejsen beslutter Kate og Kai at se tiden an i de næste 14 dage, hvor undersøgelserne af mig kommer til at foregå. Jeg håber så inderligt, at de kommer af sted! For så har jeg i samme periode – i efterårsferien – en aftale med Henrik om en ”herretur”. Selv om en sådan kan gå hen at blive hård. Henriks opskrift på at overvinde kræften er: ”Lev hver dag, som om det er din sidste og få masser af motion!” Hmm … kan det kombineres?
Selvtilliden bliver i hvert fald afstivet, da jeg modtager efterårets skema fra Selandia med mail. Det er nødvendigt at ansætte 3 af landets mest erfarne og dygtigste lærere som vikarer for mig!