Fredag den 4/8 er i det hele taget en kaotisk dag på Glostrup sygehus, men også en god dag, hvor jeg kommer op at gå. Kate og Naja kommer tidligt om morgenen. Efter diskussionerne om min medicin - nej faktisk midt i - kommer Kurt. Jeg ser farlig ud, for forbindingerne vil sidde fast, jeg sveder, det er varmt og jeg har lidt feber. Et dræn er syet fast til hovedbunden og fører en slange til en pose, der skal opsamle det overskydende blod. Jeg ser værre ud end, jeg har det, og det rart at få besøg. Pludselig rammes sygehuset af strømsvigt, og jeg er lykkelig for, at jeg allerede var blevet opereret. Lyset går ud, elevatorer stopper, branddøre lukker, og jeg finder senere ud af de igangværende operationer er gennemført, mens alle senere planlagte udskydes. Enkelte patienter, der var bedøvet, men ikke i operation, vækkes igen med uforrettet sag. Det må være forfærdeligt. Stressniveauet hos personale, patienter og pårørende stiger en tak. I stedet for at pleje, skal ressourcerne bruges til at sende patienter hjem. Og så sker det jeg har glædet mig til men også. 2 plejere meddeler mig at jeg skal helst op gå. Under operationen er jeg forsynet med en blærekateter - gæt selv, hvor det sidder. Det er begyndt at genere, og udsigten til at få det fjernet overskyggede alt, og undskyld jeg er faktisk også begyndt at se frem til et rigtigt toilet. Jeg kan nu forberede mig mentalt og plejerne vil forberede det praktiske - og så sker der ikke en skid mere. Kate og Naja går en tur, for de har ikke lyst til at deltage i det projekt. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg mistede tålmodigheden, men Kate og Naja er tilbage, og der er gået flere timer. Først da jeg igen for kontakt til en sygeplejerske kommer der skred i tingene. Blæredrænet bliver fjernet, rart, men en ubehagelig oplevelse. Jeg får en slags rollator, kommer på toilettet (for mig selv), bliver afklædt, badet og hjælpet i tøjet af en fremmed kvinde - grænseoverskridende men professionelt og ikke det mindste sexet. Det er den første rigtige sejr. Jeg føler mig velplejet, bliver opfordret til at gå så meget oppe som muligt, så det forsøger jeg, selv om specielt Kate synes det går for hurtigt. Mere besøg. Jørgen kommer også et smut, og jeg må indrømme, at jeg synes det er rart, med de korte besøg, og besøgene er måske mere skræmmende for andre, end de er for mig. Jeg kan jo ikke se mig selv! Kate og Naja beslutter at tage inden butikker lukker og proviantere, og jeg benytter mig af at bevæge mig rundt så meget muligt med rollatoren.