Torsdag er operationsdag. Inden jeg tager hjemmefra må jeg kun tage min medicin med et glas vand, men det er også så tidligt om morgenen, at jeg godt kan nøjes. Ved ankomsten til Glostrup er det med samme en sygeplejerske, der konstaterer, hvem jeg er, og det kører som et maskineri. Sygeplejersken fra dagen i forvejen sørger for hospitalstøj for den beroligende pille og for at de spørgsmål, der skal besvares, bliver stillet: "Er du renvasket? Er du fastende? osv." Når tid er, bliver jeg flyttet til 3. sal med operationsgangen. Uden for operationsstuerne venter jeg sammen med flere andre på at blive helt klar. Operationssygeplejersken (en mand) og narkoselægen tager vel i mod mig, og det virker alt sammen betryggende. Det forekommer mig, at jeg blev kørt til operationsgangen i en seng, og sygeplejerske og portører baksede mig over på operationsbriksen, før jeg blev bedøvet. Hvis jeg husker rigtigt, kunne jeg måske selv have lagt mig til rette. Men jeg husker måske forkert, eller der er nogle andre forhold, der gør sig gældende? Kate fulgte med ind operationsstuen - udklædt med kittel og hue - inden narkosen slukkede lyser ...
... langsomt kunne jeg begynde at høre stemmer. Jeg kan ikke huske, hvad de sagde, men de kaldte på mig. Specielt kan jeg huske, at narkosesygeplejersken med en meget behagelig stemme meddelte at alt var gået godt! Jeg kan ikke huske om det også er her, at overlægen, der opererede mig, hilste på og fortalte mig, at de har fjernet en svulst på størrelse med et lille kirsebær, og det så ud som alt var kommet med ud. (Det kan også være på intensiv?) Når jeg tænker efter må det være på et senere tidspunkt, for jeg må have vekslet så mange ord med ham, at han har bemærket min umiddelbart forbedrede tale. Det har vi talt om senere.
Kort tid efter blev jeg kørt på intensiv, som skal overvåge mig det første døgn. Her er den vigtigste oplevelse for mig mødet med Kate, Sara, Naja og Tor. Selvfølgelig bliver jeg overvåget, og det er betryggende, jeg bliver lyst i øjnene, hvert kvarter, jeg har min egen computer, der registrerer blodtryk, puls og jeg ved ikke hvad. Jeg har ikke ondt på nogen måde! Det tegner i det hele taget til uproblematisk og næsten hyggelig dag, bortset for at specielt Sara og Tor ikke kan holde ud og se på alle kurverne på computeren. De ser mere faretruende ud end patienten. Måske er det fordi de lige kom ind efter jeg er blevet syet med nogle ekstra string, og det gjorde ondt ...
... men i løbet af aftenen er der en, der er mere intensiv, end mig. Jeg skal flyttes over på selve afdelingen. Jeg er glad for, jeg allerede har seng på stue 3, for der bliver hurtigt overbelagt, og der er så meget larm. Heldigvis får en sygeplejerske overtalt til dosis morfin, det er godt nok afslappende! Med flytningen fra intensiv beslutter at Kate og Naja at tage hjem. De havde ellers indrettet sig hyggeligt i opholdsstuen, men den mere intensives familie blev for meget. Og jeg havde nok ikke været et selskab alligevel - urørligt liggende på en 3-sengsstue. Men det er dejligt, at de fulgte med så langt!