Efter jeg er sat i venteposition til mødet med kirurgen mandag eftermiddag, er tiden gået i stå – eller rettere jeg kunne ønske, at den var det – så tiden ikke bare går. Det får mig til at tænke på, at skuespilleren Flemming Jensen en gang besøgte Datamatikerlærerforeningens årsmøde og fortalte om grønlændernes syn på tiden, som noget der kommer og ikke går – en forfriskende anderledes og positiv tankegang. Den forening har i det taget været en fantastisk bidragyder til erfaringsudveksling og utraditionelle indspark. Tænk bare på Peter Bastian, Georg Metz, Ghita Nørby, ja og Flemming Jensen og alle de andre, der har fået lov at ruske op i os – ved siden af alle de faglige pinger. Tænk på alle de fremragende kurser i EUC, hvor en konversation med Michael Caspersen over festmiddagen om pædagogik, design og vores børn, viser at datamatikerlærere er noget særligt – og at der er et særligt kollegialt forhold ikke kun på den enkelte skole, men også på tværs af skolerne. Synd at denne forening har samme trange kår, som uddannelsen.
Men tiden kommer, den går ikke. Det får jeg bekræftet, da min ”gamle” kammerat Henrik kommer på besøg. Selv om vi længe kun har talt i sammen i telefonen – og så meget af tiden bare er gået, så kommer den hurtigt igen. Straks er vi på bølgelængde. Kammeratskabet er fintfølende, og vi ved, hvor langt samtalen kan gå, og der stort set ingen grænser. Vi tager ned til båden. Henrik har aldrig set den, men vi ved, at han har talent for at handle, så vi diskuterer om, han vil være os behjælpelige med at sælge. Vi fortsætter (i bil) til Karrebæksminde, hvor spiser frokost og ”bare snakker”. Kate har vi for øvrigt efterladt i byen. Henrik tilbyder, at vi kan mødes regelmæssigt ca. en gang om ugen, og jeg glæder mig til vi ses næste gang.
Der er i øvrigt kommet endnu en henvendelse på vores båd, og vi beslutter at supplere vores egen hjemmeside med flere specifikationer og en masse billeder, så vi fremover blot kan henvise interesserede hertil. Udvidelsen af hjemmesiden driller dog lidt, men i løbet af aftenen lykkedes det.
Nu sidder vi og slapper af til katastrofefilmen ”Dante's Peak” i fjernsynet, mens jeg lige så stille kan ”nulre” lidt at sårskorperne af operationsarret – og tiden den kommer, eller går den?