Lørdag går det stødt fremad, og jeg glæder mig over alle besøgene om formiddagen. Jeg bliver vækket kl. 6, som sædvanlig, og står straks op - og nyder den genvundne frihed. Morgenmaden nyder jeg i opholdsstuen med den pragtfulde udsigt på 7. sal. Da Kate og Naja kommer, sidder jeg allerede ude ved elevatorerne og venter. Drænet er fjernet aftenen i forvejen og erstattet af et plaster og en hat (et net), der skal holde på alle forbindingerne. I løbet af formiddagen kommer Lisbeth med mormor og morfar og Jytte kommer også. Vi sidder i opholdsstuen og hygger os, og jeg må se at æde mig igennem al den chokolade, jeg har fået.
Jeg er stort set oppe hele tiden. Kate og Naja har frokosten med, og vi spiser sammen, men det er igen ventetid.
Hvad skal ske herefter? Er der en stuegang, hvor vi kan få nogen information? Sidst jeg har mødt en læge er i løbet af fredagen, hvor lægen, der opererede kommer besøg. Han spørger om jeg kan huske, at vi talte sammen efter operationen. Det kan jeg godt. Han kommenterer efterfølgende, at min klare tale umiddelbart efter operationen er blevet lidt forringet, hvilket nok skyldes en hævelse, der fortager sig med tiden. Det skal nok blive godt. Naja tager hjem. Der går en læge rundt på gangen. Er det mon en stuegang. Nej, det er skyldes, at en patient på afdelingen skal opereres i løbet af aftenen. Kate tager hjem.
Først når jeg selv tager kontakt en sygeplejerske får jeg at vide, at der ikke er nogen grund til, at jeg bliver længere. Sådan som jeg har det, kan jeg godt tage hjem, og hun kontakter en læge, jeg kan tale med. Vi bliver enige om, at jeg bliver til søndag formiddag, og forbinding fjernes på dette tidspunkt. Jeg skriver en sms til Kate og foreslår for sjov, at jeg tager toget hjem samme aften - den blev vist nok misforstået.