Undersøgelsen er overstået, og den var nøjagtig lige så ubehageligt, som jeg havde forestillet mig. Selv om sygeplejersken beroligende fortæller mig, at de kun skal have kikkerten igennem spiserøret og ikke igennem luftrøret, så er reflekserne meget voldsomme. Jeg har formodentlig aldrig haft så meget luft i maven, som efter den undersøgelse, og det siger ikke så lidt! Den eneste formildende omstændighed er, at undersøgelsen har lokaliseret svulsten, og der er taget en del vævsprøver (5 – 7 stykker), som sendes til analyse, hvilket kan tage 2 uger.
Ved lokaliseringen af svulsten slipper jeg for den sidste og mest ubehagelige og smertefulde af undersøgelserne, koloskopien, hvilket er en stor sidegevinst. Men hvad selve svulsten fører med sig, det er ikke til at vurdere? Den sidder i overgangen mellem spiserøret og mavesækken, og kan ikke fjernes operativt.
Jeg skal behandles medicinsk, dvs. med kemoterapi, og Næstved sygehus sender allerede i dag en henvisning til Rigshospitalet, for behandlingen kan ikke udføres i Næstved. Måske er det i det hele taget en fordel at komme til Rigshospitalet, for det er dér, de også har ekspertisen til at se på min nakke. Jeg skal fortsat CT-scannes i Næstved på tirsdag, fastende med indtagelse af en masse kontrastvæske, og resultatet eftersendes til Rigshospitalet.
Mine følelser: Lettelse fordi undersøgelsen er overstået, og det ikke er nødvendigt med koloskopien. Tryghed fordi svulsten er lokaliseret, og jeg henvises til kemoterapi på Rigshospitalet. Utryghed fordi jeg har en alvorlig sygdom. Usikkerhed og lidt stress fordi jeg igen venter og ikke ved, hvordan fremtiden former sig! Fortrøstningsfuldhed eller en ”det skal nok gå”-følelse fordi jeg trods alt har få gener, og så mange bakker mig op.