CT-scanningen denne formiddag ender i et blodbad, hvor min T-shirt, mine bukser og mine sko blev oversprøjtet. Kl. 09.10 møder jeg fastende i røntgenafdelingen på Næstved sygehus, og får strakt udleveret en liter kontrastvæske og et plastikkrus. Det ligner vand, og smager også som sådan. Væsken skal indtages nogenlunde ligeligt fordelt over en time. Når tiden er inde føres jeg ind til scanneren, og med meget besvær placeres en kanyle i min arm, hvor der skal indsprøjtes endnu et kontraststof under selve scanningen. Der er nogen usikkerhed om kanylen sidder korrekt, og den bliver kontrolleret af den anden sygeplejerske og endnu en – muligvis en læge. Efter nogen trykken på kanylen og min arm – bliver de enige om, at alt er i orden, og scanningen går i gang. Efter scanningen fjernes kanylen, og den erstattes af den sædvanlige gaze og tape. Efter indtagelsen af 1 hel liter kontrastvæske er jeg nu temmelig tissetrængende og bevæger mig ud mod toilettet. Undervejs har jeg følelsen af noget varmt, der løber ned ad armen, og da jeg kigger efter er gazen fuldkommen gennemblødt og det drypper lystigt på gulvet. Med blodet dryppende fra armen til gulvet går jeg tilbage til sygeplejerskerne ved scanneren, der skifter gaze og tape og bøjer min arm, så blodet stopper. Men da er skaden sket. Udover mit tøj, så er gulvet oversprøjtet og må vaskes. Jeg tilbydes en hospitalsskjorte til at gå hjem i, men jeg vælger at sms’e til Kate, så hun kan hente mig. Kate er på arbejde, men jeg udtrykker mig om blodbadet på en måde, så hun henter mig med det samme. Det er nu også ulækkert for ærmet og siden af T-shirten er godt gennemvædet af blod.
Hvornår resultatet af scanningen fremkommer, ved jeg ikke, men jeg håber selvfølgelig, at jeg inden længe får en helhedsvurdering af alle undersøgelser på Rigshospitalet samt information om den efterfølgende forhåbentlig helbredende behandling. Det kan tage op til 2 uger bare at komme til en samtale på Rigshospitalet, og derefter kan der gå yderligere op til 4 uger før en behandling iværksættes. På søndag er det 6 uger siden jeg blev indlagt, så efterhånden er jeg vant til at vente, men jeg giver ikke 5 flade øre for ventetidsgarantier. De virker ikke, når undersøgelser og behandlinger skal foregå på forskellige afdelinger og forskellige sygehuse.
Umiddelbart har jeg ikke brug for delresultater, som blot giver anledning til yderligere spekulationer. Dem har jeg nok af i forvejen, og selv om der er nogen lighed mellem min sygdom og Stigs, og denne skaber bange anelser om en eventuel arvelig belastning, vil jeg ikke påtage mig spekulationer i den anledning. Det er et individuelt valg og en helt personlig sag at ønske oplysninger om et eventuelt arveligt sammenfald, og interesserede må konsultere sin egen læge og få en kvalificeret vurdering, frem for ukvalificerede gæt og spekulationer. Jeg vil først og fremmest forsøge at leve mit liv så ukompliceret og behageligt som muligt – jeg vælger ”strudsemetoden”.
Herhjemme ringer Christer fra fagforeningen uopfordret til Kate med gode råd i et forsikringsspørgsmål. Jeg har selv sat Christer ind i min situation pr. e-mail og pga. af mit talebesvær anbefalet, at han skal ringe til Kate, hvis han har forslag til handlinger, som jeg bør foretage. Det er rart, at denne rådgivning fungerer, og der er ingen tvivl om, at jeg vil følge Christers råd.
Kate vil gerne genoptage sit arbejde i et vist omfang, og jeg foretrækker også at få større selvstændighed i hverdagen. Der er ingen umiddelbar grund til, at jeg vedholdende skal ”mandsopdækkes” døgnet rundt. Derfor vil Kate melde sig delvis rask fra på mandag, men hun vil selvfølgelig deltage i samtaler og undersøgelser på sygehusene. Kate har allerede været en del på arbejdet og oprettet kontor med ”telefonsvarer” i hjemmet, og jeg forsøger at arbejde med mit masterprojekt ind imellem undersøgelserne, og det kan ikke nytte noget at fokusere på sygdom hele tiden – der er andre vigtige ting i tilværelsen.