Ansvarsforflygtigelse. Undskyld, men her kommer lidt mere politik, for jeg kan ikke lade være at kommentere udviklingen. I de seneste par dage har sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen, regeringspartierne og Dansk Folkeparti været ude med forslag om et system med karakterer eller stjerner til landets sygehuse, så patienterne selv kan vurdere kvaliteten af sygehusene til støtte af de frie sygehusvalg. Selv Socialdemokratiet bifalder ideen. Jeg har forstået, at mærkningssystemet skal dække alle mulige områder, som f.eks. kvaliteten af forskellige behandlinger, kvaliteten af rengøring, kvaliteten af … osv. Og gennemskuelighed er et væsentligt element i alle beslutningsprocesser, men er et sådant karaktersystem med til at øge gennemskueligheden? Jeg tror det ikke – tværtimod. Det er derimod med til at flytte ansvaret for kvaliteten af sygehusenes behandling fra arbejdsgiverne, dvs. sygehusledelserne og politikerne til patienterne. Og dette ansvar har patienterne meget ringe chance for at varetage. Et karaktersystem kombineret med det frie sygehusvalg kan umiddelbart give patienterne mulighed for vælge det sygehus, hvor de ønsker at blive behandlet, men det er da mere rimeligt, at sygehusledelserne og politikerne sikrer at kvaliteten i top på alle sygehuse. Det er en svag ledelse, der overlader til patienterne at fastlægge kvalitetsniveauet, og i sygehusvæsnet er det samtidig meget vanskeligt for den enkelte patient at vurdere, hvad der har størst betydning! Er det den enkelte behandling? Er det rengøringen? Er det ventetiden? Er det sygehusets evne til at koordinere rækkefølgen af de relevante undersøgelser og behandlinger? (Kan denne egenskab i det hele taget bedømmes?) Hvilken konsekvens har det at vælge en del af behandlingen på et sygehus, hvis det er nødvendigt at fortsætte med en anden del af behandlingen på et andet sygehus? Har en patient i det hele taget nogen som helst mulighed for at gennemskue, hvilken behandling, der er relevant? Det er en ”om’er” Lars Løkke! Det er sygehusenes ansvar, at hver eneste patient får den bedst mulige behandling på den kortest mulige tid, og det er sygehusledelserne og politikerne, der er arbejdsgivere og har ansvaret – ikke patienterne! I mit eget tilfælde, er jeg startet på neurologisk afdeling på Næstved sygehus, er sendt videre til neurokirurgisk afdeling på Glostrup sygehus, tilbage til gastrokirurgisk afdeling i Næstved, og nu skal videre til Rigshospitalet – og sikkert på flere forskellige afdelinger. Vi har et sygehusvæsen med mange specialister, der er eksperter på hvert deres område. Nogen er sikkert dygtigere end andre eller har bedre betingelser, men hvordan skal jeg på nogen måde bruge deres karakterer og det frie sygehusvalg, når jeg i langt højere grad har brug et helhedsorienteret syn på min behandling – og nogen, der kan planlægge og koordinere den. Jeg håber så sandelig, at sygehusledelserne og politikerne hele tiden vurderer og udvikler kvaliteten af det arbejde, deres ansatte på sygehusene udfører, for det har patienterne ingen mulighed for. De svageste og mest komplicerede syge lades i stikken. Det er ansvarsforflygtigelse.