Nu går det stærkt og der sker noget hele tiden, så det er vanskeligt at følge med i skriverierne. Jeg vågner fredag morgen kl. 6 på Næstved sygehus. I nattens løb har jeg endnu en gang fået en medpatient på ”min” stue. En ældre mand. Da jeg går ud på toilettet for at slå en streg, sidder han nærmest op i sengen og sover. Jeg går tilbage og begynder at skrive på min blog. På et tidspunkt kommer en sygeplejerske ind og måler blodsukker osv. Herefter skal de tage en blodprøve på min medpatient, hvilket tilsyneladende er mislykkes tidligere på natten. De prøver nu at få kontakt til den sovende patient, men uden held. Og så får de pludselig travlt med at skubbe mig ud på gangen. Min seng og alt mit habengut står i løbet af ingen tid på gangen, og inden morgenmaden står den gamle mands familie også på gangen, og venter på at få adgang til min stue. Jeg tror manden er udåndet, måske allerede før jeg går forbi tidligere på morgenen på vej til toilettet.
Da Kate kommer sidder vi sammen ude på gangen og venter på overlægens stuegang. Han kommer lige før frokost. Han ønsker at mit blodsukker kontrolleres og at jeg medicineres af et sygehus, og helst på onkologisk afdeling på Rigshospitalet. Men indtil videre er jeg indskrevet på Næstved, med mulighed for orlov, mellem kontrollerne.
Efter stuegang får jeg al relevant medicin og vi tager hjem og spiser frokost inden turen til Riget, hvor vi ankommer ca. kl. 15. Kort efter ankomsten kommer lægen og fører os ind i et samtalerum. Her fortæller hun at behandlingsplanen er ændret, for hun ønsker at tage højde for den fjernede svulst i hjernen. Hvis strålebehandlingen kun rettes mod metastasen i nakken, er der risiko for, at der dannes en metastase i hjernen. Derfor skal et større område behandles: nakken, det øverste af skuldrene og hele hjernen. Det skal ske med en lavere styrke og derfor også over flere dage. Så den nye plan omfatter 10 behandlinger med 2 dages pause i midten, i modsætning til de planlagte 7 behandlinger på stribe. Bivirkningerne kan være lidt større. Jeg vil miste håret og måske få kvalmefornemmelser, men mund og hals vil være ”afdækket”, så der kommer ikke skader på tænder, mundhule og hals. Jeg kommer hurtigt til i strålekanonen. De sidste indstillinger foretages hurtigt. Der lavet nogle nye tatoveringer, en på øret og en i tindingen, og lægen kontrollerer visuelt, at behandlingen af hjerne kommer til at ramme helt rigtigt. Indstillingerne til min behandling har været en udfordring, og det er nødvendigt at kontrollere at indstillingerne også ser rigtige ud i praksis. Selve behandlingen indebærer 1 minuts stråler på hver, og strålebehandlingen er umærkbar. Indtil nu har jeg ikke haft nogen som helst mærkbare eller synlige gener.
På vej tilbage til Næstved var der trafikkaos, så alt i alt tager turen frem og tilbage 4 timer. Meget lang tid for 2 minutters strålebehandling.
Kate kører mig direkte til sygehuset, så blodsukkeret kan kontrolleres og jeg kan få min ration af insulin – og jeg kan få lidt mad. Jeg ankommer til afdelingen og får straks at vide, at jeg er flyttet til en anden afdeling, men jeg tilbydes selvfølgelig lidt mad osv. inden jeg føres til den anden afdeling, hvor min journal igen skal studeres inden en ny læge kommer og giver mig lov til komme hjem et par timer, så jeg kan skrive denne historie til blog’en. Om et øjeblik tager jeg tilbage til mit hotelværelse på Næstved sygehus – og denne gang er det et rigtigt eneværelse – hvis jeg ikke er blevet flyttet et helt andet sted hen i mellemtiden.