Endelig sker der noget onsdag omkring middagstid. Kate ringer pludselig fra arbejdet og meddeler, at nu skal jeg gøre mig klar. Vi skal på Rigshospitalets Traumecenter så hurtigt som muligt. Bare navnet, Traumecenter skaber associationer til noget farligt. En onkolog har gennemlæst min journal og konstateret, at der ikke er foretaget MR-scanning af min nakke siden slutningen af juli måned, og det er uforståeligt. Scanningen fra juli beskriver en metastase i nakken, som trykker på ryghvirvlerne, og i henhold til onkologen, er der risiko for følgeskader i form af lammelser, hvis metastasen beskadiger nerverne i rygmarven. Så hele min ryg skal MR-scannes og røntgenfotograferes hurtigst muligt. Årsagen til min indlæggelse på Rigshospitalets Traumecenter er, at man på et samme sted har alle specialer. Her er man i stand til at se på min sygdom fra flere perspektiver, og inden for et døgn tager man stilling til og iværksætter den videre behandling af metastasen i nakken, dvs. enten operation efterfulgt af strålebehandling eller strålebehandling alene.
Det er underligt, at denne scanning ikke har været iværksat tidligere. Den kunne sagtens være udført sideløbende med undersøgelserne af maven. Er det kassetænkning fra Næstved sygehus side? Er det uvidenhed om, at metastasen i nakken udgør en risiko for min førlighed? Jeg er lidt chokeret over at alting nu haster ud over alle grænser, men jeg er også lidt lettet over, at nogen endelig begynder at behandle min sygdom helhedsorienteret. Og som allerede bemærket af neurokirurgen på Glostrup til samtalen den 14/8, skal metastasen i nakken bare væk – på den ene eller anden måde! Og det kan kun foregå på Rigshospitalet. En konstatering, der tilsyneladende også er nævnt i min journal. Hvorfor har Næstved sygehus ikke anerkendt denne nødvendige behandling? Hvorfor skal der gå mere end 3 uger med undersøgelser af maven og ulidelig venten, når metastasen i nakken umiddelbart udgør den største risiko i første omgang?
I Traumecentret modtages vi af en sygeplejerske, der orienterer grundigt, om arbejdsgangen på afdelingen, der modtager alskens akutte patienter, så vi risikerer, at personalet pludselig bliver kaldt til en anden patient med større behov for behandling. Vi får udleveret to foldere, en der beskriver Traumecentret, og en der beskriver, hvordan MR-scanningen foregår. Vi ankommer ca. kl. 14, og kl 18.15 befinder jeg mig i MR-scanneren godt bedøvet, så det er lige før jeg slumrer hen. Scanningen varer en times tid og umiddelbart derefter køres jeg til røntgen.
Mellem vores ankomst og MR-scanningen foretages med stor effektivitet adskillige undersøgelser, og samtidig udvises stor omsorg og jeg informeres grundigt. Mit blodtryk og blodsukker er begge ret høje. Det høje blodsukker skyldes binyrebarkhormonet, som her på Rigshospitalet sættes kraftigt op fra 25 mg til 2 gange 150 mg for at mindske et eventuelt tryk på nerverne. Som kompensation måles blodsukkeret hver 4 time, og jeg sprøjtes midlertidigt med insulin. Blodtrykket observeres, men behandles ikke yderligere. Kate og Naja er også til stede, og vi forsøger i fællesskab at informere om mit sygdomsforløb og stille alle de spørgsmål, vi kan komme på.
Tilbage i Traumecentret efter scanning og røntgen, kommer onkologen og fortæller om hendes umiddelbare opfattelse af scanningen. Det ser ikke ud til at metastasen i nakken er vokset, og den har ikke bredt sig til rygraden, men mine periodiske smerter i venstre skulder kan være afledt af metastasen i nakken.
Der er ingen ortopædkirurger på vagt, så vurderingen om jeg skal opereres eller strålebehandles må udsættes til konferencen i morgen. Men der planlægges med begge muligheder, så jeg skal være fastende fra kl. 02 om natten. Jeg skal blive i Traumecentret indtil afgørelsen er truffet. Ved operation flyttes jeg kirurgisk afdeling, ved strålebehandling til onkologisk afdeling. Eventuel strålebehandling skal foregå over 7 dage, og der er ikke ledige sengeplandser, så enten skal jeg sove hjemme eller på patienthoteller. Den første dag indstilles strålekanonen med brug af en CT-scanner og indstillingen tatoveres på huden, så bestrålingen foregår med samme udgangspunkt hver gang.
Jeg er ærlig talt lettet over, at jeg ikke skal videre til operation med det samme. Jeg er på nuværende tidspunkt meget tørstig og sulten, og jeg tilbydes en nødration med aspargessuppe, rugbrød med pålæg mv. Kate og Naja kører hjem til Næstved for at hvile ud. En meget positiv oplevelse hele vejen igennem.