Det er et gedemarked at blive behandlet for kræft på Rigshospitalet og for bivirkningerne på Næstved sygehus. Ja, indtil videre er det gået godt nok, men i dag, da jeg vender tilbage efter strålebehandling til Næstved sygehus står min seng endnu en gang på gangen, og jeg skal flyttes til en anden afdeling – for 3. gang. Ingen af de ansatte, der nu er på vagt kender til mig – og ingen af de ansatte, der skal tage imod i den anden afdeling kender til mig. Jeg skal have målt blodsukker, og målingen viser 16. Forvirret kommer sygeplejersken tilbage og meddeler mig, at jeg skal have 16 streger insulin. Heldigvis ved jeg, at det er galt, og protesterer, så jeg kan nøjes med 10 streger. Jeg opfordres til at besøge den ”nye” afdeling, inden jeg går på orlov, men de ved de intet om, at jeg kommer. En lang telefonopringning afklarer måske min ankomst.
Jeg føler mig virkelig til besvær og til overs – og hvad skal jeg her? De starter forfra med at spørge – ingen læser journalen. Der må være en kæmpe risiko for fejlmedicinering og fejlbehandling, og der må bruges oceaner af ressourcer på de mange gange min journal skal læses igen og igen, eller jeg skal gentage min historie.
I – Strålehallen på Rigshospitalet har jeg netop diskuteret nogle forhold omkring min medicinering, som Næstved skal hjælpe mig at få styr på, men forvirringen omkring min insulin, siger mig, at det må jeg hellere vente med at bringe på bane til et senere tidspunkt. Jeg er selvfølgelig også en mærkelig patient, der kun kommer, når blodsukkeret skal kontrolleres og jeg skal have insulin eller smertestillende medicin og sove, men nu føler jeg mig nærmest uvelkommen. Jeg er skuffet.
Helt omvendt er det på Riget. I Strålehallen er der virkelig styr på det. Strålebehandlingen bliver fortaget med omhyggelighed, præcision og professionalisme, og ethvert spørgsmål besvares umiddelbart eller en ambulatoriets læger tilkaldes. Solid tryghed!
Kate skal til møde i institutionen, og jeg går til Næstved sygehus og spiser aftensmad samtidig med måling af blodsukker osv. Her taler jeg lidt med de to ældre mænd som jeg nu deler stue med, i den tidligere rygerkupe. Jeg bliver nu enig med sygeplejerskerne om, at jeg ikke sover på sygehuset, men pendler frem og tilbage efter behov. Hurra, jeg kan sove hjemme. Jeg skal bare være tilbage inden stuegang i morgen formiddag.
Kl. 23 kan Kate og jeg gå en hyggelig aftentur til sygehuset, inden vi går i seng.