Det er svært at blive ved med at skrive om det samme, det er ikke til at holde ud, at blive ved med brokke sig over "væsnet", det er svært at finde på nyt at skrive om. Til morgen skal jeg selv måle blodsukker, og inden turen til Strålehallen kommer en hjemmesygeplejerske og kontrollerer, at jeg tager min insulin korrekt. Hun kommer lige før vi skal af sted og er ikke meget bevendt. Måske er det også meget godt. Det er mig eller os, der tager teten, så insulinen sættes op med 4 streger. Det er mig, der må belære hende om, at der skal sprøjtes en dråbe ud af pennen før indstilling og injektion for at sikre at nålen fungerer korrekt. Det har hun aldrig hørt om før!
Vi kommer af sted til Strålehallen til tiden, og der er ingen trafik, så vi kommer i god tid. Som sædvanlig kommer jeg til med det samme, og vi er ude igen lige så hurtigt.
På vej hjem bliver vi lidt urolige over mine hævelser – specielt i fødderne, og vi enes om at kontakte Næstved sygehus telefonisk, når vi kommer hjem – jeg har jo en ”åben indlæggelse”, hvor vi bare kan ringe. Men det kan man ikke bare!!! Kate må helt klart argumentere – ja nærmest skælde ud før hun får kontakt med en læge, der vil svare på spørgsmål om jeg komme til hospitalet eller vi kan blive roligt hjemme? Endelig overgiver sygeplejersken i telefonen sig og kontakter den lægelige bagvagt. Herefter ringer hun tilbage til Kate, og vi kan blive hjemme. Hævelserne er også en bivirkning ved binyrebarkhormon, så vi prøver at forbedre tilstanden ved en gåtur i byen – motion skal være godt for diabetespatienter.
På apotekets computer får vi bekræftet, at bivirkningerne ved binyrebarkhormon er klumpfod, måneansigt, tyrenakke osv., dvs. alle de bivirkninger jeg har. Det går vel over igen, når jeg trappes ned efter strålebehandlingen – for det ser jo ikke godt ud.
Jeg har fået brev fra diætisten, der skal hjælpe mig med at spise rigtigt, og det har jeg brug for. I går købte jeg en stor pose sukkerfri slik, men det er tilsyneladende ikke det rigtige. Efter indtagelsen er blodsukkeret temmelig højt, og Kate finder hurtigt en side hos diabetesforeningen, der skriver at sorbitol, fruktose mv. ikke dur. Det er nok forklaringen – og jeg som er helt vild med lakrids og vingummi, chokolade og alt mulig anden slik. I dag tør jeg ikke spise mere. Det bliver en lang aften med mange målinger og ingen slik. (Jeg er ellers velforberedt med chips, creme fraiche og dip – men ak.)