Torsdag er jeg desværre for alvor på sprøjten, og skal selv lære, hvordan jeg sprøjter insulin og måler blodsukker. Endelig i dag får jeg besøg af en overlæge fra medicin, der har forstand på sukkersyge. Han konkluderer, at jeg er påført en ny sygdom – sukkersyge, som bivirkning, og det skal der gøres noget. Han arrangerer straks et besøg hos en diabetessygeplejerske, og kl. 13 sidder Kate og jeg og hører om sukkersyge, injektionspenne og måleapparater. En time senere forlader vi diabetesambulatoriet med en hel del udstyr – tilbage til afdelingen med besked om at den ikke må slippe mig i dag. Jeg skal selv foretage sukkermåling og eventuelt sprøjte insulin under overvågning kl. 16.30 og kl. 22.00 og i morgen tidlig inden morgenmaden. I morgen udskrives jeg, og der opfølges med en hjemmesygeplejerske, der ser de første morgener, hvor jeg tager Insulatard. Vi har desuden fået grundig instruktion om reaktion på fejlbehandling og direkte telefonnumre, hvor vi kan få hjælp i tvivlstilfælde. Nu bliver det spændende, hvordan det går. Umiddelbart får jeg større frihed, og det bliver dejligt ikke at skulle pendle frem og tilbage flere gange om dagen til en eller anden afdeling, som alligevel ikke vil have mig.
Da jeg går til Næstved kl. 16.30 er der ingen, der kender til mig. Personalet er skiftet, men det lykkes at finde en sygeplejerske, der overvåger min blodsukkermåling : 16,7, og nu skal jeg kun have insulin, hvis den viser over 20.
Hjemme aftaler jeg med Kate, at jeg kun gider at tage på sygehuset kl. 22, hvis den næste måling udløser insulin. Det gør den heldigvis ikke; den viser 17, så Kate ringer derover i stedet, og vi kan gå i seng, og jeg møder fastende i morgen tidligt.
Torsdag eftermiddag har Kate i øvrigt kontaktet Onkologisk Klinik på Rigshospitalet for at sikre, at planlægningen af min behandling med kemoterapi som opfølgning af strålerne er i gang. Det bliver en længere omgang, for der står ganske rigtigt i journalen, at strålerne skal opfølges af en systemisk kemoterapi, men planlægningen er ikke iværksat. Sekretæren, der tager sig af sagen, går også til bunds, ringer til alle involverede afdelinger og endda til Næstved sygehus, inden hun melder tilbage, at jeg nu er henvist til behandling på Rigshospitalets Onkologiske Klinik. Jeg bliver indkaldt i morgen eller på mandag til et ganske bestemt ambulatorium, så der ikke bliver forsinkelser i det videre forløb.
Jeg har desuden haft nogen hævelse forskellige stedet i løbet i dagen. Om morgenen vågner jeg med hævelse i hoved og nakke. Denne hævelse mindskes, men om aftenen er der tydelig hævelse omkring anklerne. Jeg tror, det også er en bivirkning ved Prednisolon og for højt glukoseprocent.
Fredag morgen måler jeg selv blodsukker, og tager til Næstved sygehus for at sprøjte insulin for første gang – overvåget af en sygeplejerske. Det går helt perfekt. Under stuegangen får jeg besøg af den sympatiske overlæge, der i sin tid henviste mig til gastroskopi. Han sørger for at jeg får en såkaldt ”åben indlæggelse”, så jeg til enhver tid kan komme på afdelingen, hvis jeg har behov for det. Der bestilles hjemmesygeplejerske og diætist, som skal hjælpe mig i starten. Derudover overfører han alle relevante recepter elektronisk til apoteket inden vi tager af sted til den nye omgang strålebehandling, der starter i dag.
Strålebehandlingen forløber som den skal.
Undervejs følger Kate op på gårsdagens aftale med Onkologisk Klinik, og det ender med, at vi har en samtale med en læge på tirsdag eftermiddag, som afslutning på strålebehandlingen, og vi får en meddelelse, sandsynligvis på mandag, om det fortsatte forløb med kemoterapi.
Så planen ligger klar for den næste periode.
Og det går godt med mine egne ”prikkerier” – og det gør slet ikke ondt!
Rart, når noget lykkes.