Så er strålebehandlingen overstået, og jeg vender først tilbage til Riget, når jeg skal have kemoterapi den 2. oktober. Tor er med i Strålehallen, og han får nok den mest gennemgående demonstration og forklaring af os alle.
Jeg har, som normalt, fået 14 dage uden behandling. Allerede fra i morgen trapper jeg binyrebarkhormonerne ned til en ¼ af den dosis, jeg indtager nu, og efter 5 dage er jeg helt ude. Måske tager nedtrapningen også kål på alle bivirkningerne, og forhåbentlig kan jeg spise tebirkes om morgenen til min fødselsdag på mandag. Håbet er selvfølgelig, at min sukkersyge forsvinder helt igen, men det er nødvendigt med hyppige blodsukkermålinger, så jeg ikke fortsætter med unødige insulinindsprøjtninger. Det er værre at få insulinchok end have for højt blodsukker. (Et tip fra Lisbeth: "Man kan altid spise sig ud af for meget insulin, og det lyder ikke så dårligt!").
Strålernes virkning på metastasen i nakken kan først ses om nogen tid. De vigtigste symptomer er, når jeg selv mærker forbedringer i form af færre smerter, mere bevægelighed osv. Strålerne har uden tvivl skadet de kræftcellerne, men det tager tid ”at fjerne” dem, og de skader som svulsten har forårsaget, forsvinder ikke lige med det samme.
Der er ingen egentlig afklaring i forbindelse med min sygdom. Alligevel føler jeg en vis lettelse. Strålebehandling i den form, jeg har fået, er ikke ubehagelig. Jeg oplever en tendens til lettere bevægelighed i nakken – måske pga. smertestillende medicin, måske pga. strålebehandling? Det ved jeg ikke? Jeg har en aftale om fortsat behandling med kemoterapi, startende med en samtale den 2. oktober på Rigshospitalets Onkologiske Klinik, der har skrevet til mig i går. (Brevet er ikke nået frem endnu!) Hvad behandlingen med kemoterapi går ud på, ved jeg ikke endnu, men pyt – det er tilbudet om behandling, der er det vigtigste – ikke behandlingens udformning. Den tid, den bekymring.
Lettelse er et rigtigt ord – og så 14 dage med mulighed for at dyrke andre forhold og opgaver end dem, der er forbundet med sygdom. Kommunen sørger selvfølgelig for, at jeg ikke helt går fri. Der er allerede udfyldt flere blanketter, og en ny er kommet til. Den skal jeg bringe til min egen læge, og det er ok, at der er offentlig opmærksomhed om behandlingen og fremdriften i min sygdom.
Men jeg håber, at der også bliver tid og ressourcer til lidt faglig fordybelse og kollegialt samvær. I første omgang vil jeg meget gerne (prøve) skærpe koncentrationen om min masteropgave fra Århus Universitet. Det vil tillige glæde mig, hvis min arbejdsplads kan finde på at invitere på en kop kaffe i den nærmeste fremtid, når Datamatikerlærerforeningens årsmøde er vel overstået. Begivenhederne derfra er altid interessante at høre om, og min undervisning på Selandia og HHC stadig er et væsentligt element i min fremtidsudsigter. Måske får jeg også mod på at nyde efterårets sidste gode vejr til en kort sejltur på Karrebæk fjord. Båden er jo ikke solgt endnu.

Jeg tror, jeg har fået tid til at pleje andet end min sygdom - og det er en lettelse.