Vagn Jønsson - en sygehistorie eller en syg historie?

Det er ikke sygehusvæsnets skyld, vi bliver syge, men der skal et godt helbred til at være indlagt. Jeg føler, jeg er til for sygehusenes skyld - ikke omvendt! Min sygdom skal indpasses i systemet. Lang ventetid - og jeg har ikke tid til at vente, men en henvisning fra et sygehus til det næste kan tage op til 1 uge og falder udenfor garantien. Vi skal hele tiden skubbe på. Stress og usikkerhed. I denne BLOG forsøger jeg at resumere mine oplevelser i forbindelse med min alvorlige sygdom.

torsdag, oktober 26, 2006

Her til morgen spiser jeg de 3 sidste kemopiller i denne omgang. Det har ikke været slemt, men det bliver alligevel rart at slippe. Samtidig skal jeg nedtrappes med binyrebarkhormon med 5 mg hver 3. dag. Denne gang er det en meget laaaangsom nedtrapning, og jeg når kun lige at slippe inden den nye serie kemoterapi, kræver en ny omgang binyrebarkhormon??? Det er spændende, hvilken effekt det har på blodsukkeret!
På lørdag skal båden på land. Vi har heldigvis lavet aftaler med både Tor, Naja og Ole, der kommer og hjælper os. Sidste weekend fandt vi bukkene og fjernede indhalerlinerne. Vi sejlede en lille tur og tømte septiktanken, så vi er så klar, vi kan blive. Og forhåbentlig har den varslede storm lagt sig inden lørdag morgen. Måske skal fortøjningerne kontrolleres inden i aften. Selv om vejret har været fantastisk i denne sæson er det desværre ikke blevet til mange sejlture. Jeg kan faktisk kun mindes nogle få: Turen med Jørgen til Lohals og turen lige inden min operation til Karrebæksminde med Kate, Tor, pigerne og Michael. Med så lidt sejlads er bund og drev sikkert helt tilgroet af ruger og alger.
Min blog har ført til kontakt med en lidelsesfælde Lars Bo, der har oplevet mange af de samme ting, som jeg har været udsat for. Manglende koordinering, lang ventetid og tankerne om hvad sker der nu …? Efter 1½ måned er Lars Bo opereret med det formål at fjerne en kræftsvulst i maven, men desværre har den bredt sig til bugspytkirtlen, så operationen måtte afbrydes, og Lars Bo blev syet sammen igen med uforrettet sag. Det må være slemt at få en operation med det udfald.
Jeg er stadig glad for, at rygkirurgerne på Riget ikke forsøgte at fjerne min svulst i nakken, selv om det er svært at vurdere, hvordan det går med den? Bevægeligheden i nakken er ikke synderlig hæmmet og smerterne kan stadig holdes i ave med Panodil – undtagen om natten. Men det vigtigste er, at strålerne og kemoen på et tidspunkt viser konkrete og positive resultater.
Nu må jeg snart prøve at køre bil igen. Det er faktisk meget længe siden, og det er ikke sikkert, jeg kan huske hvordan …? I de næste 14 dage skal jeg ud af huset så meget som muligt, rundt omkring til arbejdet og til familien i bil, bus og tog. Specielt hvis nedtrapningen af al medicinen er succesfuld.