Vagn Jønsson - en sygehistorie eller en syg historie?

Det er ikke sygehusvæsnets skyld, vi bliver syge, men der skal et godt helbred til at være indlagt. Jeg føler, jeg er til for sygehusenes skyld - ikke omvendt! Min sygdom skal indpasses i systemet. Lang ventetid - og jeg har ikke tid til at vente, men en henvisning fra et sygehus til det næste kan tage op til 1 uge og falder udenfor garantien. Vi skal hele tiden skubbe på. Stress og usikkerhed. I denne BLOG forsøger jeg at resumere mine oplevelser i forbindelse med min alvorlige sygdom.

lørdag, oktober 28, 2006

Nu er båden kommet godt på land og den har fået en grundig afvaskning med højtryksspuling udenpå. Vi er allerede i Poul’s Vig lidt over 8, men det er der også andre, der er, så vi sejler hen bagest i køen. Jeg tror, vi ligger som nummer 6 – 7 stykker. Heldigvis er der ingen vind og næsten ingen regn, men det er alligevel lidt koldt. Vi skubber os langsomt frem langs fortøjningspælene, indtil det bliver vores tur til at blive løftet op af kranbilen. Chaufføren, der hedder Henrik, kan stort set klare kran og båd alene. Vi skal bare fastgøre gjordene, der sænkes under båden, til kranen, og holde lidt i fortøjningerne, så lægger han båden præcis, hvor den skal være på lastbilen og senere hen på bukkene på vinterpladsen. Ingen tvivl om han har prøvet det før, og han kan desværre også huske den pinlige situation for et par år siden, da han måtte samle Rosa – vores forrige båd – op, da den var væltet i en storm på vinterpladsen. Men nu ligger Fiona der. Den er stadig til salg, og Tor påstår han er potentiel køber til foråret, når har er blevet direktør for Bilka.
I går aftes, da vi er sammen – Naja, Ole, Tor, Kate og jeg, og jeg har indtaget den store mængde kaliumpiller i forbindelse med middagen, begynder Tor og jeg at søge på Internettet efter kaliums betydning, og den er stor. Og mangel på kalium har store konsekvenser. Men det vi lægger mest mærke til er, at en overdosis af kaliumpiller kan have lige så drastisk virkning, og en dosis på mellem 7.000 – 8.000 mg kan medføre hjertestop. Jeg skal indtage 6.750 mg i 3 dage ved siden af den mængde kalium, der naturligt findes i min mad. Jeg håber sandelig at personalet på Rigshospitalet har regnet rigtigt, og at Kate har hørt rigtigt i telefonen.