Søndagens gløgg og æbleskiver hos Gledis og Kurt er en stor succes. Det er ikke svært at opføre sig som en ædedolk og kaste sig over Kurts hjemmelavede æbleskiver. Appetitten fejler ikke noget, men jeg holder mig dog fra gløggen. Det bliver kun til kaffe og en enkelt smagsprøve på rosinerne og mandlerne. Alt det søde kan dog måles på blodsukkeret, der stiger markant og skal reguleres med en del insulin dagen igennem, men det er forholdsvis let at sprøjte lidt hurtigtvirkende enheder, når behovet er der. Det er lettere at styre en slags insulin end to, og jeg er begyndt at tro på, at den enkle kontrol af hurtigtvirkende insulin har stor betydning for mit velfærd – og nu har det holdt siden i torsdags – 4 dage.
Andre ting begynder at trænge sig på: Min lange sygdomsperiode på over 120 dage. Jeg har fået brev fra Selandia, og min læge skal skrive en attest til helbredsnævnet for tjenestemænd med oplysning med diagnose mv. Jeg har sendt kopi af brevet til min fagforening, så jeg kan få vejledning i det videre forløb.
Med bivirkningerne fra den forløbne periode er det vanskeligt at forestille sig, hvordan fremtiden former sig. Vi har dog stadig håbefulde planer om 1 uges ferie i januar – gerne til Solkysten i Sydspanien, og vi har rekvireret et skema til ansøgning om forhåndstilsagn om dækning af udgifter ved alvorlig eller kronisk sygdom ved rejse i udlandet. – Disse udgifter er normalt er dækket af den offentlige sygesikring, men den dækker ikke for kræftpatienter uden forhåndstilsagn – og det kan blive meget kostbart at blive syg under en almindelig ferierejse. Forhåbentlig vil professoren på Riget udfylde skemaet på torsdag, hvor jeg skal til samtale inden den 3. serie kemoterapi.