Der er åbenbart en hårfin balance i mit medicinbehov, væskebalance og min appetitløshed. Tirsdag må jeg igen en tur på Næstved sygehus. Også denne gang på grund af træthed, appetitløshed og nu også svimmelhed. Jeg får som i sidste uge 1 liter saltvand, og der tages blodprøver. Blodprøverne viser igen at røde, hvide blodlegemer og blodplader er helt ok. Det samme er væskebalancen. Noget andet må være galt.
Jeg bliver indlagt, og man gennemgår endnu en gang min ”medicinliste” og genoptager en systematisk måling af blodsukker og indtagelse af hurtigtvirkende insulin efter behov. Der bliver renset ud i medicinlisten.
Samtidig overvejes ved stuegangen onsdag en ny CT-scanning af mit hoved, for at undersøge om svimmelhed og gener i øvrigt kommer herfra. Jeg bliver liggende på sygehuset natten over til torsdag – stadig svimmel og træt, men om torsdagen synes min til tilstand forbedret. Jeg kan gå frem og tilbage på gangen – svimmelheden og trætheden er aftaget. Ved stuegangen tales stadig om CT-scanning, og pludselig ved frokosttid kommer en lægestuderende og lægger et rør til indsprøjtning af kontrastvæske til scanningen, der i hast er arrangeret til kl. 14. Efter scanningen sendes jeg på orlov med besked om at komme igen til stuegang fredag, hvor resultatet af scanningen er kendt.
Scanningen viser ingen nye forandringer, men der kan være forhold omkring hjernestammen, som er skyld i svimmelheden. Der er heller ikke nye forandringer ved svulsten i maven, og scanningen giver ikke grundlag for ændring af behandlingsforløbet. Vi enes med overlægen om, at scanningen sendes til Rigshospitalet, så de har de samme oplysninger, når jeg skal til undersøgelse på torsdag den 7/12. Det er vanskeligt at forholde til resultatet af scanningen. Herefter udskrives jeg med en ny meget kortere medicinliste, og jeg har siden oplevet at en systematisk blodsukkermåling og indtagelse af insulin og de langt færre piller giver bedre appetit samt mindre træthed og svimmelhed.