I går morges skulle de sidste kemopiller i denne serie indtages. De var godt nok svære at få ned. Dagen før – torsdag blev der taget blodprøver på Næstved sygehus. De gav ingen respons som sidste gang. Forhåbentlig betyder det, at der ikke er problemer med ”blodtallene”. Lige før jeg skal af sted til sygehuset, får jeg kvalme og skal kaste op. Underligt, når jeg ikke har haft disse tendenser i et stykke tid. Jeg kaster op – og lægger mig. Kvalmen går hurtigt over, men jeg bliver liggende, indtil Kate kommer hjem omkring frokost, så vi kan tage sammen til sygehuset. Ellers er de værste bivirkninger stadig træthed og manglende appetit. Det er også slemt nok. Jeg prøver at overvinde bivirkningerne med lidt slik, som f.eks. lakrids, chokolade, brændte mandler og popcorn. Kvalmen er stilnet af, men det er appetitløsheden ikke. Jeg prøver at supplere med proteindrik fra apoteket. –
Jeg ved at flere har efterlyst mine skriverier her, men det er vanskeligt at skrive, når min tilstand er stort set uforandret.
Appetitløsheden er et problem, mens Lars Løkkes skandaløse håndtering af strålekanonerne ruller over skærmen igen og igen. Og det er en skandale, at regeringen ikke kan leve op til sin behandlingsgaranti, men det er jo ikke kun mangel på strålekanoner, der er problemet – det er hele koordineringen af komplekse behandlingsforløb. For hvor får jeg reel hjælp med manglende appetit, og ikke blot et tilbud om sondemad igennem næsen og saltvand i drop?
I dag forsøger jeg virkelig at spise. Kl. 15.30 er det blevet til et stk. ristet brød til morgen, 4 små frikadeller til frokost og næsten en hel tebirkes om eftermiddagen. Alt skyllet ned med te, vand og Fanta.