Det er rart at komme lidt ud. Tinas og Lars’ kobberbryllup i lørdags var en kærkommen lejlighed til selskabelighed. Masser af god mad, og måske for meget, for 2 portioner af hver ret kunne mærkes, da jeg kom i seng og blodsukkeret var meget for højt. Specielt fiskeforretterne samt is- og frugtdesserterne var svære at holde sig fra. Måske var det også chili- og hvidløgsrejerne, der kradsede i halsen, da jeg lå hjemme i sengen. Heldigvis var sange og taler gode, underholdende og tilpasset tiden, så der også blev plads til at tage sig af den kvindelige ”vagabond”, der havde forvildet sig ind i selskabslokalet efter middagen. Hun var både provokerende og underholdende. Jeg håber hun fik den bajer, hun givetvis kom efter. Den var velfortjent. Desværre havde Kate tandpine og trætheden begyndte at melde sig hos mig, så vi forlod selskabet i utide omkring kl. 23. Måske lidt for tidligt, for kl. 00 fyldte Kjellaug rundt, men i vores tilstand var vi ikke længere gode gæster. Vi sagde diskret farvel til de nærmeste og fik vist også aftaler om besøg i den nærmeste fremtid med niecen og nevøerne. Det var glædeligt at opleve, at min blog læses flittigt af de unge. Og for mit eget vedkommende var det en stor succes, at klare aftenen uden bivirkninger bortset fra matheden ud på aftenen. Det var trods alt kun en dag efter en ny kemobehandlings start. Nu nedtrappes binyrebarkhormonerne igen, men forhåbentlig oplever jeg det ikke som en drastisk ændring, for det er kun i 3 dage, jeg har fået forhøjet dosis.
Søndag er ren afslapning med kvindehåndbold og film på TV, regulering af blodsukker for gårsdagens udskejelser, men uden synderlige bivirkninger.

Samtidig skriver jeg en e-mail til HL, min fagforening, som opfølgning på brev jeg har fået fra Selandia. Jeg vil gerne have fagforeningen til at hjælpe mig med en aftale om, hvordan jeg kan komme tilbage til arbejdet – eventuelt på deltid eller med delvis andre arbejdsopgaver – i det omfang det kan lade sig gøre og bivirkningerne tillader det.