To lange dage på Rigshospitalet er overstået. Gode dage men også mærkelige. Vi ankommer til undersøgelserne EKG og blodprøve lidt sent, og det forsinker nok også min undersøgelse hos lægen. Det bliver i første omgang en undersøgelse af en lægestuderende. Meget grundig. Herefter venter vi – og vi venter. Først omkring kl. 15 kommer professoren tilbage til os, men hans besked var også værd at vente på. Det første professoren siger er: ”Jeg fornemmer at behandlingen virker. Man skal være forsigtig med fornemmelser, men sådan som du har det, ser behandlingen ud til at virke. Vi sætter dosis ned til 75% igen, som i den 1. serie, for den 2. serie har været for hård, og det er der ingen grund til.” CT-scanningen fra Næstved sygehus giver ikke anledning til ændret behandling.
Vi skal til frokost hos Naja, men det ender med et kort besøg til eftermiddagskaffe og flødekage.
Vi har regnet med, at jeg skal sove hjemme, men da Riget meget gerne ville starte kemobehandlingen fredag kl. 9:00. Da Kate alligevel skal til møde torsdag aften kører Kate mig tilbage så jeg kan overnatte på Rigshospitalet. Udmærket aftensmad med hamburgerryg, stuvet spinat, gulerødder og kartoffelmos. Senere dessert med stikkelsbærgrød. Jeg ofrer 35 kr. til et par hovedtelefoner til fjernsynet, så jeg både kan se og høre den elendige holdboldkamp mellem Danmark og Frankrig.
Min medpatient, som jeg har denne gang, er som sædvanlig meget støjende og har klart problemer med vejrtrækning og hoste, så det er vanskeligt at abstrahere og sove. Alligevel kan jeg huske, at der på et tidspunkt bliver stille, og jeg falder til ro. Tidligt på morgenen skal jeg på toilettet, men det er tilsyneladende optaget af min medpatient, så jeg kryber i seng igen og falder hen. Lidt senere vågner jeg, og da min medpatient stadig ikke er i sin seng, kigger jeg forsigtigt ud på toilettet, hvor han ligger på gulvet. Jeg kontakter en sygeplejerske, der konstaterer, at han er død, så jeg flyttes til et anden stue.
Nu har jeg åbenbart været for længe i hospitalssystemet. Det er 2. gang en af mine medpatienter er døde om natten. Personalet er meget omsorgsfulde i forhold til mig og hændelsen og meddeler, at det absolut ikke almindeligt forekommende, at patienter dør på afdelingen.
Fredag morgen starter forberedelserne til kemobehandlingen omkring 9:20, men den ene af de flydende kemobehandlinger er leveret i sukkervandsopløsning i stedet for saltvandopløsning, og skal laves om. Selv om det er irriterende med ventetiden, så fungerer den manuelle kontrol, og heldigvis er det ikke den kemo, der skal indtages først, der er forsinket.
Vi kommer først fra Riget omkring kl. 14 med kemopiller, plan for fremtidige undersøgelser og ansøgningsskema til Europæiske om forhåndstilsagn af dækning af udgifter ved eventuel sygdom under udlandsrejse.
På vej tilbage forsøger jeg at få kontakt til kollegerne, der skal holde julefrokost. Det kan være hyggeligt, hvis jeg kan nå at hilse på, men kontakten etableres først, når jeg er helt hjemme – og vi aftaler at mødes en anden dag inden juleferien.