Vagn Jønsson - en sygehistorie eller en syg historie?

Det er ikke sygehusvæsnets skyld, vi bliver syge, men der skal et godt helbred til at være indlagt. Jeg føler, jeg er til for sygehusenes skyld - ikke omvendt! Min sygdom skal indpasses i systemet. Lang ventetid - og jeg har ikke tid til at vente, men en henvisning fra et sygehus til det næste kan tage op til 1 uge og falder udenfor garantien. Vi skal hele tiden skubbe på. Stress og usikkerhed. I denne BLOG forsøger jeg at resumere mine oplevelser i forbindelse med min alvorlige sygdom.

søndag, marts 11, 2007

Jeg har været tilbageholdende med at skrive i bloggen på det seneste. Desværre har Selandia nu varslet min afskedigelse. Min journal har været forelagt Helbredsnævnet for tjenestemandsansatte, der vurderer mig utjenstdygtig som lærer og erklærer, at min arbejdsevne er nedsat til 1/3 eller derunder. Efterfølgende har Økonomistyrelsen, dvs. pensionskassen for erhvervsskolelærere – bevilget mig kvalificereret svagelighedspension.

Det er formodentlig den bedst mulige økonomiske kompensation, jeg kan opnå, men det er ikke sjovt at blive sendt på pension i en alder af 54 år. Det er slemt at få brev fra en offentlig myndighed, at nu dur jeg ikke længere til mit arbejde. Det bliver vanskeligt at forlige sig med, og jeg håber, at det er tilladt og muligt at skaffe nogle få aktiviteter - gerne løngivende - som f.eks. censor eller hvad ved jeg. Der ud over håber jeg, at kunne genoptage min efteruddannelse i Århus, så jeg kan holde hjernen i sving. Måske kan jeg skrive lidt om webudvikling på Macintosh, for min mac er begyndt at fungere, som den skal, og jeg har både fundet relevant litteratur og relevante udviklingsværtøjer til den. Men sandt at sige er det er også befriende at slippe for den belastning som tanken om sygdom og arbejde er. Selv om jeg har haft det rigtig godt i den seneste måned, er der hele tiden tvivl om bivirkningerne kan holdes i ave.

Heldigvis har vi mange gode rådgivere. Dels juristen fra min fagforening og dels en socialrådgiver fra Rigshospitalet.

Den 6. serie kemoterapi er gået i gang, og det kan godt mærkes på appetitten, men helt skidt er det ikke. Det lykkes at få noget ned ved alle måltider, selv om det ikke altid er lige meget.

Og så har jeg i ugens løb fået kontakt til en forhenværende kollega helt tilbage fra min tid i Ballerup Kommune for mere end 25 år siden. Kate så i en af de lokale aviser, at han har startet virksomhed i Næstved, og da han er en hyggelig fyr, er vi begyndt at skrive sammen pr. e-mail. Det bliver spændende, hvordan det udvikler sig.