Turen til Rigshospitalet i dag fredag er lang. Mest fordi samtalen om mandagens CT-scanning allerede på vej derind føles alvorlig, og det er den da også.

Vi ankommer få minutter før den aftalte tid, og Kate sætter mig af, mens hun finder en plads til bilen. Jeg går op på afdelingen, og få minutter efter jeg har taget plads i venteværelset kommer en sygeplejerske med besked om, at de var lidt forsinket, hvilket passer os fint, for Kate er ikke dukket op endnu. Det er faktisk præcis på det tidspunkt, vi skal være der. Typisk for Riget, at der er styr på aftalerne.

CT-scanningen viser, at den oprindelige svulst i mavesækken ikke er vokset – og det er godt. Men desværre har svulsten ikke mistet sin evne til at udsende metastaser, og det har den gjort, så der nu er kommet pletter på leveren – og det er skidt. Til gengæld kan disse forandringer, hverken ses på blodprøver eller levertal, der begge er helt normale – og det er godt. Behandlingen indtil videre har med andre ord forhindret at ”modersvulsten” er vokset, men den har ikke forhindret kræften i at brede sig, og det er ikke lige den besked, vi ønsker at få.

”Hvad kan man så gøre ved det?”, spørger jeg. Lægen foreslår, at jeg visiteres til eksperimentel afdeling på Rigshospitalet, der i ca. 3/4 år har afprøvet ny behandlingsform af netop i den kræftform, som jeg er ramt af, dvs. kræft i fordøjelsessystemet. Resultaterne af denne forskning er endnu ikke rapporteret, men de, der er, virker lovende. Behandlingen består i kombinationer af nogle andre cellegifte end dem jeg allerede har været udsat for, med ugentlige insprøjtninger og piller til indtagelse hjemme. Det lyder som en noget skrappere cocktail, end den jeg allerede har fået, og forinden skal jeg have scannet hjernen, for at sikre at den fjernede metastase i hjernen ikke er vendt tilbage. Den ”nye” kemo kan forårsage blødning, og det er ikke hensigtsmæssigt, hvis der opstår blødning i hjernen. Så der bestilles en CT-scanning af hjernen.

Samtidig klager jeg over periodisk ”mudren” i højre lår nedover knæet, og spørger om det kan skyldes kræften. I den anledning bestilles røntgenfotografering af højre ben.

I løbet af kort tid – måske ikke i næste uge – men snart indkaldes jeg til scanning og røntgen, og derefter til orientering om den eksperimentelle behandling, som jeg forhåbentlig bliver godkendt til.