Selv om beskeden fra Rigshospitalet ikke er lutter lagkage, må jeg igen citere Jesper Klein, da han var i TV efter hans kone, Lykke Nielsens død: ”Det kan ikke nytte noget at sætte sorte streger i resten af sin kalender, fordi man har fået en alvorlig sygdom.” Så vi beslutter også at tage til Katrins og Brians globryllup og reception pinselørdag på Frederiksberg vel vidende, at jeg nok ikke holder særlig længe, men receptionen er heldigvis også tidsbestemt til en times tid. Bruden kommer selvfølgelig for sent - det er vel nærmest en tradition, men ikke så spændende mere, hvor mobiltelefonen er opfundet. Det er koldt i gården, hvor receptionen holdes efter vielsen i brygger Jakobsens kirke, og jeg trænger til en lur på sofaen, så vi kører efter en enkelt drink (sodavand) og lidt frisk frugt.

Efter luren på sofaen lokker Kate mig på restaurant, men det er nu ingen succes – specielt ikke for Kate, der skal prøve noget nyt: Dybstegt svinekød, og det smager åbenbart ikke særlig godt. Jeg tager buffet med alle mulige lune kinesiske retter, men de indbagte rejer er noget seje, resten er ok. Vi skulle have holdt os til ”take away” hønsekødssuppe og hjemmelavede luksusforårsruller. Det er halvt så dyrt og dobbelt så godt.

Så er det bedre, da vi mandag aften tager til Karrebæksminde og spiser Wienersnitzel. Den er ikke ”banket” så stor, som den i Marielyst, men den er til gengæld mere saftig, der er mindre panering, den er mere velsmagende, og den er større end vi begge kan fortære. Men først prøver tjeneren at prakke os en burgerlignende ret på os. Hvad der er gået galt, får vi aldrig opklaret, men vi sender uden problemer burgeren ud igen, og venter tålmodigt på vores rigtige bestilling. Det er i øvrigt den samme restaurant, hvor tjeneren hældte sovs ud over Jytte en hyggelig aften inden Jørgen og jeg sejlede til Lohals den næste dag. Hvor uheldig kan man være.

Tirsdag kommer min sidste lønseddel i e-boks, den for juni måned (jeg er forudlønnet), og selv om jeg formelt set er ansat endnu en måned, kan jeg godt mærke, at nu er det snart slut. Det har det sådan set været i næsten et år, men det er underligt. Ja, jeg kan lige så godt vende det til noget positivt og sige: ”Det er underligt at være helt fri fra forpligtelser om at gå på arbejde, og hvad der hører med. Nu skal jeg kun forpligtes af min egen lyst. For selvfølgelig skal jeg stadig have noget andet at gå op i end min sygdom!”