Det ser ud til, at vi har gang i forhandling om salg af båden. Der har været et yngre par med to børn og kigge på båden. De har endda været på besøg 2 gange, og den ene gang med en skibskyndig ven, der har en større båd af samme mærke. Det er Kate, der viser frem, og det gør hun vist rigtig godt. Nu mangler vi bare at blive enige om betingelserne og finde den rigtige pris, og jeg håber det lykkes. Så vidt jeg kan forstå på Kate, er de meget sympatiske, så det vil være en fornøjelse at sælge til dem. Jeg tror vi alle sammen, både os og de potentielle købere krydser fingre for, at det går i orden.

Samtidig er ventetiden i alle mulige forhold til det offentlige og pensionsforsikringer ved at gå mig på nerverne. Vi har kontaktet Næstved kommune og fortalt, at jeg er afskediget pr. 30/6 og anmodet om, at der rejses en førtidspensionssag. Dette skal føre til, at jeg indkaldes til en abejdsprofilvurdering, eller noget i den retning. Kontakten til kommunen blev etableret for nogle uger siden, men flere telefonopringninger har afsløret, at der vist ikke er gang i sagen. Ingen kender noget til den, og sagsbehandleren er ikke til at få fat på. Afdelingen er ramt af personaleflugt efter kommunesammenlægningen.

På samme måde er det formodentlig i Region Sjælland, der udbetaler kørselsgodtgørelse for min transport til og fra Rigshospitalet. Der har jeg 2 opgørelser hængende – 1 fra januar og 1 fra april, og efter nogle skriftlige rykkere får jeg efter 2 måneder et brev om, at der mangler dokumentation fra Rigshospitalet, skønt vi allerede i efteråret har en aftale med patientvejlederen om, at hun finder dokumentationen i den elektroniske journal, som vi har givet hende adgang til. Det lykkes Kate at få kontakt til patientvejlederen, som lover at tage sig af sagen.

Nu er vi desværre også kommet i kø til den videre behandling på Rigshospitalet. Efter vores sidste samtale på Onkologisk ambulatorium går det rimeligt hurtigt med indkaldelsen til CT-scanning og røntgenundersøgelse, men så må vi konstatere i dag, at ventetiden starter ved indgangen til eksperimentelt afsnit. I telefonen får Kate at vide, at der nok går 4 uger før, vi kommer til samtale. Det er allerede ca. 4 uger siden, jeg spiste den sidste kemopille. Det synes vi er uacceptabelt, og jeg skriver en e-mail til ”alle” dem jeg kan komme i tanker om på Rigshospitalet og klager min nød på min sædvanlige venlige måde. Samtidig påpeger jeg, at jeg synes mit behov for smertelindring er øget nu, når den seneste serie kemoterapi er afsluttet.