Det er efterhånden svært at følge med i skrivningen af min internetdagbog. Næsten hver dag sker der noget – noget godt men også skidt.

Jeg har en periode, hvor jeg stort set ikke kan komme ud sengen pga. ondt i ryggen. Som et hekseskud. Det er onsdag, og vi har en aftale om brunch med Jytte og Jørgen, som vi aflyser. Kate kontakter Rigshopitalet, der foreslår en regulering af min smertestillende medicin. Hidtil har jeg ikke selv helt forstået forskellen på de 2 morfinpræparater, som jeg tager på forskellige tidspunkter. På Kates og mit forslag om at søge vejledning hos eksperterne i smertelindring på Næstved Sygehus, bakker lægen fra Rigshospitalet op og sender en henvisning. Kate ringer til Næstved Sygehus og får kontakt med sekretariatet for disse eksperter, der stiller i udsigt, at vi bliver kontaktet den efterfølgende dag. I mellemtiden prøver jeg med at regulere min smertestillende medicin, og det lykkes at komme ud af sengen til aftensmaden.

Den næste dag bliver vi desværre kun kontaktet telefonisk. På Næstved Sygehus er en akut situation opstået, og vi vil i stedet blivet kontaktet fredag morgen. Jeg tror den akutte situation handler om fyraften. Det er selvfølgelig stærkt utilfredsstillende, men jeg får igen kæmpet mig ud af sengen til aftensmaden.

I mellemtiden har Kate, som har hjulpet mig vask og personlig hygiejne, blidt ”prikket” mig på ryggen for at finde det sted, hvor det gør ondt, og det er ikke i selve rygsøjlen, men i en af de store muskler, i ryggen, som belastes ekstra ved forkerte bevægelser. Og dem har jeg foretaget flere af på grund smerter i låret efter den sidste strålebehandling. Det forklarer måske også, hvorfor ganske almindelige Panodiler virker så godt.

Fredag morgen kommer jeg ud af sengen til morgenmaden, og mens jeg tørrer mig efter badet, får vi besøg fra Næstved Sygehus – af en læge og en sygeplejerske. Her får jeg en konkret forklaring på min smertestillende medicin, og vi får nedfældet en plan for medicineringen. – Og ret hurtigt herefter begynder smerterne at blive mindre.

På grund af min angst for forstoppelse tager jeg nu alle de midler i brug, som vi har – og det er åbenhart for meget. Lørdag eftermiddag kaster jeg op lige efter en omgang afføringsmidler – og Kate mener, at der også er frisk blod i opkastet. Vi enes om at kontakte Rigshospitalet, hvor en læge melder tilbage, at vi skal ringe til 112 og kontakte Næstved Sygehus, hvor jeg har en åben indlæggelse. – Efter ambulanceturen på mindre 5 minutter får jeg straks et drop med saltvand. Herefter bliver jeg undersøgt af en læge – af "fremmed herkomst". Jeg har absolut ikke noget imod "fremmede", og ved vedkommende gjorde sig stor umage, for at vi forstår hinanden, men hospitalet bør stille ressourcer til rådighed, f.eks. en sygeplejerske, så vi ikke misforstår hinanden. Det er en lidt underlig situation. Ved siden af mig ligger en anden patient, der åbenlyst selv er læge. Han bliver er umiddelbart forinden undersøgt af en dansk overlæge, og de passerer hinanden i døren. Det kan der selvfølgelig være flere årsager til, men der plejer ikke at være så mange læger til rådighed en lørdag aften, at de mødes i døren. Jeg kan ikke klage over undersøgelsen af mig, men der problemer med kommunikationen. (Heldigvis er hans lillefinger, som bruges til undersøgelsen ikke så stor, som hans krop umiddelbart umiddelbart antyder.)

Da blodprocenten er lav får jeg lidt blod. Om det bliver en eller to portioner ved jeg ikke for dels foregår donationen gennem hele natten, og dels har Jeg fået en ”indslumringspille” og sover glimrende, og dels bliver jeg vækket utallige gange for at få skiftet drop med saltvand og/eller blod, og samtidig skal medpatienterne også plejes. Der er godt nok forskel på om vi er en, to eller tre patienter på en stue.